Le fabuleux destin d'Astrid

Velkommen hjem

2010-08-10T22:45:00.000+03:00

Jeg har fået den bedste velkomst i Danmark.

Det var en lang rejse hjem. Var endt i byen med hollænderne fra mit hostel, og skulle op klokken 7 næste morgen for at komme tilbage til Beit Tamar og hente min bagage.

Jeg fik pakket alt mit lort som hovedsageligt bestod af tøj, tørklæder og sko. Og der var meget lort.
Jeg har skrevet personlige breve til alle beboerne og lagde det på deres senge, og jeg fik brugt mine sidste 11 shekel på en lille pakke hummus og en dåsecola. Så kunne det ikke blive en mere israelsk diæt.

Min husmor var på arbejde, og jeg sad med hende og hyggede mens jeg ventede på min lufthavnstaxa.
Det var meget hyggeligt, og utroligt dejligt at få en god mulighed for at sige farvel og tak for et godt halvt år.

Jeg fik en lille klump i halsen, da taxaen kørte ud af indkørslen til Beit Tamar, men det var slet ikke så slemt som frygtet.
Jeg er blevet indstillet på at skulle hjem, og mine sidste dage i Tel Aviv har skubbet de sidste 6 måneder ud i periferien af min bevidsthed.

Selve akten i lufthaven med check in og alt som hører dertil i det israelske system gik nogenlunde smertefrit.
Mine meget tætpakkede tasker skulle åbnes og rodes igennem, og jeg var lige ved ikke at måtte få min hummus med. Kun fordi jeg med panik i øjnene fortalte at det var min madpakke til resten af dagen, forbarmede pigerne ved security sig over mig.

På min billet står der at vi må have 30 kg med, og på flyselskabets hjemmeside står at 32 kg kan gå igennem uden betaling, at man må have 8 kg håndbagage og en computertaske op til 4 kg.
Mine tasker vejede henholdsvis 20 kg og 12 kg og min håndbagage vejede 8 kg, hvor min computertaske vejede 4 kg.
Damen ved skranken var pissed off, og sagde jeg kun måtte have 20 plus 8 kg med, men jeg endte mirakuløst nok at få det alt med uden ekstra betaling.

Efter 3 timers søvn, transport fra klokken 7 og frem til 22.30 (23.30 min tid) blev jeg taget imod i Kastrup af min far, mine to kusiner og min veninde der alle stod med flag og kæmpe smil.

Min far kørte os alle ud til mine kusiners lejlighed i København, og så blev der ellers åbnet op for øllene og sladderen og turen gik mod byen.
Aftenen før jeg tog til Israel, var jeg på hardcore druk på Floss i det indre København med de samme piger. Jeg mødte blandt andet Carsten Soulchock og mistede størstedelen af min hukommelse fra aftenen. Klokken 7 næste morgen i Kastrup lufthavn var jeg stadig beruset og bagstiv da vi boardede.

Det blev aftalt at min rejse til Israel skulle fuldendes med samme slags bytur når jeg kom hjem. Og det lykkedes.
Jeg var hjemme klokken 5 dansk tid, og det var herligt at feste i Danmark igen med mine kusiner og veninder.
Jeg var hverken beruset eller bagstiv da min far hentede mig i den lille sorte sportsvogn næste formiddag, men tømmermændene levede i bedste velgående. Heldigvis var det den slags bytur som var alle ildelugtende prutter og en dundrende hovedpine værd.

Jeg er tilbage, og jeg er klar til fest med mine veninder og rustur på universitetet.
Bring it on, den sidste uge har jeg varmet godt op, og er nu ready.

Beach & Party

2010-08-08T19:08:00.001+03:00

Jeg elsker, elsker, elsker Tel Aviv.

Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.

Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.

Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).

Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.

Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.

Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.

Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.

Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.

Cheers

Kom og se mit Jerusalem

2010-08-05T18:50:00.003+03:00

Peder, Simon og Matilde rejste alle hjem d. 31. juli efter vores volontørophold sluttede.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.

Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.

Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.

Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.

Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.

Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.

Færdig, finito, adios

2010-08-01T23:54:00.001+03:00

"Litra od" er hebræisk og betyder "på gensyn".
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.

Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.

Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.

I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.

Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.

Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.

I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.

Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.

Fremtidsplaner

2010-07-30T22:26:00.004+03:00

Det her indlæg har intet med Israel at gøre. Det har noget at gøre med tiden efter Israel. Nemlig min fremtid.

Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.

I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.

Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)

Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.

Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:

19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter

Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.

Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?

Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.

Nishlam! Det er fuldbragt.

2010-07-29T22:19:00.001+03:00

Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.

Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.

Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.

Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.

Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.

Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.

Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.

I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.

Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.

Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.

Arbejdsnarkoman

2010-07-28T16:56:00.003+03:00

De sidste to dage har jeg haft et sindssygt program.

Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.

Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.

Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.

Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.

Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.

Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.

Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.

I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.

Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.

Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.

Et tjekket jødisk bryllup

2010-07-27T01:48:00.001+03:00

Da en af workerne spurgte, om jeg kunne tænke mig at være Tehilas ledsager til sin brors bryllup, tog det mig ikke lang tid at sige JA!

Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.

Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.

Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.

Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.

Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.

Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.

Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.

Nadin Pub

2010-07-26T23:56:00.001+03:00

Nadin Pub er et dejligt sted. Et rigtig dejligt sted hvor jeg har fået mange dejlige og få slørede minder.

Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.

Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.

Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.

Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.

Turist i sin by

2010-07-25T11:29:00.001+03:00

Mine dage tilbage i Jerusalem er ved at være talte, og det giver mig stress. Der er jo stadig så meget at nå, så meget at se, så meget at opleve.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.

Søndag og mandags to-do liste har bestået af

Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral

Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.

Indvandrer

2010-07-23T18:03:00.001+03:00

Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.

Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.

Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.

Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.

I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.

Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.

Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.

Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.

Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.

Mission: Honeymoon

2010-07-22T10:07:00.002+03:00

Sine og jeg besluttede os for lang tid siden at vi skulle have nogle feriedage sammen, og der gik ikke lang tid før vi blev enige om at Dahab i Egypten, en laid back dykkerby for backpackere, skulle være vores destination.

Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.

Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.

Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.

Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.

Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.

I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.

En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.

Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.

So long, suckers!

2010-07-14T05:44:00.000+03:00

Nu smutter jeg på 8 dages ferie i Dahab, Egypten. In your faces!

Din personlige tourguide, Astrid

2010-07-12T21:08:00.002+03:00

Jeg har haft besøg af min bror fra tirsdag til søndag, og det har været fedt på alle tænkelige måder.

Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).

Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.

Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.

Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.

Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?

Brudekjoler og chokoladefondue i Bethlehem

2010-07-05T21:15:00.003+03:00

Hvor syret er det ikke lige at bo i Jerusalem, en af de vigtigste byer for mange religioner i verden. Og hvor syret er det ikke lige at man med en bybus kun tager 20 minutter om at komme til Bethlehem, en anden by som man har hørt meget om, især ved juletid.

Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.

Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.

Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?

Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.

Kirke

2010-07-04T23:53:00.002+03:00

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage i særligt mange gudstjenester, da jeg har arbejdet hver gang.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".

I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.

King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.

Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.

Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.

Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.

Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.

Tel Aviv

2010-07-03T22:27:00.004+03:00

Jeg tilbragte fredag til lørdag i Tel Aviv.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.

I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.

Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.

Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.

De sidste tider i Israel

2010-07-01T09:21:00.005+03:00

Nu er der altså kun fyrre dage og fyrre nætter tilbage i det hellige land som flyder med mælk og honning.
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.

Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:

1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)

4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)

11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)

18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :

25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag

Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?

Fordele og ulemper ved at bo tæt på sit arbejde

2010-06-30T09:44:00.000+03:00

Hvor er jeg til tider egentlig ubeskriveligt klam.

Jeg er et udpræget B-menneske. Hvorfor jeg så har formået at gå på et gymnasium, hvor jeg skulle med en bus 7.10 om morgenen, haft morgenvagter i tre år ved en bager og valgt et arbejde med mange 7-15 vagter på et plejehjem, er mig en gåde.

Jeg kan aldrig gå tidligt til ro om aftenen, og når det så bliver morgen og alarmen ringer, bliver der alt for ofte trykket på snooze.
Første 9 minutter er morgenbadet som droppes. De næste 9 minutter er morgenmaden som springes over. Og de sidste 9 minutter med smukkesering er ikke engang en del af skemaet. Jeg foretrækker søvn frem for skønhed. Dette resulterer jævnligt i, at jeg ligner en hængt kat eller det der er værre.

Min morgenrutine ved en morgenvagt er, at vækkeuret ringer 20 minutter før jeg skal møde. 16 af minutterne tilbringes under dynen. Fire af minutterne bruges på at komme op, famle efter en t-shirt og shorts og børste tænder.
Hvis det er rigtig slemt om morgenen, og jeg er rigtig træt, står jeg relativt hurtigt op og får noget tøj på (dette tager alt mellem 30 og 60 sekunder alt afhængigt af hvor groggy jeg er) og ligger mig straks tilbage i sengen igen. Jeg har alligevel fri 2-3 timer efter, hvor jeg kan børste tænder, gå i bad og skifte undertøj. Så hvorfor spilde søvn på det?

Jeg er virkelig blevet doven hvad angår mit udseende og min hygiejne før en morgenvagt. Jeg ved at jeg alligevel bare kan smutte på toiletpause undervejs og ordne det forsømte.

Det er virkelig lækkert at jeg kan gå til og fra arbejde hver gang jeg lyster. Har jeg valgt noget tøj som ikke er behageligt alligevel, kan jeg bare gå tilbage til værelset og skifte. Skal jeg have lidt creme på min solbrændte krop, kan jeg smutte "hjem" og ordne det og være tilbage på arbejdet 3 minutter efter. Det er meget belejligt.

På den anden side kan man aldrig komme helt på afstand af arbejdet og beboerne, i og med at vi bor på institutionen. Godt nok kan vi lukke vores dør ind til Volontørafdelingen, men en dør som kan lukkes, kan også åbnes.
Og en gang imellem får vi uventet besøg af en beboer, eller en worker kommer og beder os om hjælp. Det er ikke noget problem, men det ville også være rart med et privatliv når man har fri.

Situationsfornemmelse

2010-06-29T15:15:00.004+03:00

Alle de unge, som besøger og bor på Beit Tamar, lider af sygdommen CP (Cerebral Parese), altså lammelse vedrørende hjernen.

På spastikerforeningens hjemmeside står det beskrevet som den medicinske fællesbetegnelse for en bestemt type hjerneskade, som medfører motoriske funktionsforstyrrelser, kaldet spastiske lammelser.

Alle vores beboere har et fysisk motorisk handicap. Mange af dem er også dårlige til tal og retning, og få har kommunikationsmuligheder.

Som handicappet lever man et trygt, beskyttet liv. Der er altid nogen til at tage hånd om en, og altid en til at opfylde ens ønske om eksempelvis noget at drikke eller få flyttet på kroppen.
Dette medfører ofte at mange bliver selvcentrerede og egoistiske. Ikke at de er dårlige mennesker, de er blot vant til at få hvad de vil, når de vil. De har kun øje for sit eget behov, og er til tider blinde for andres.

Sådan er det meget med nogle af vores beboere. Det mangler situationsfornemmelse.

Et eksempel er, at jeg i dag trøster en beboer, som er brudt ud i gråd. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg gør, hvad jeg kan for at trøste hende. En anden beboer er ved at spise, og uden at ænse sin medbeboers tilstand, beder hun mig om at flytte på hendes tallerken så hun nemmere kan spise.
At jeg er travlt optaget med at trøste, rører hende ikke. I hendes verden er faktum, at hun ikke kan få mad på sin ske, fordi tallerkenen vender forkert. Hun kan kun se mig, som trøster den anden, idet Sine er i køkkenet. Og det er det, som hun opfatter. Hendes behov kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse.

Dette er blot ét eksempel ud af mange hændelser.
Man kan være i gang med at made en beboer, og blive bedt af en anden om hjælp til bad.
Man kan være på vej til at hjælpe en med toilet, og straks tilføjer to andre, at de også skal på toilet bagefter.
Og man kan have spænet rundt i timer for at hjælpe med det ene og det andet, og endelig har man 5 minutter til sig selv. Man finder noget at drikke og sætter sig med et suk. I samme øjeblik kommer en beboer og beder om hjælp til noget.

Der er ingen situationsfornemmelse.

Jeg elsker dog pigerne alligevel. De er dejlige, selvom de indimellem er krævende.
Deres standardsætning lyder: "Astrid, can you please ... ?"

Vi elsker vort land

2010-06-23T23:52:00.003+03:00

Sidste år fejrede jeg Sankt Hans i Mui Ne, på en strand, i Vietnam med min veninde.
I år fejrede jeg Sankt Hans i præstelejligheden i Jerusalem i Israel med alle Israel Missionens udsendte.

Denne aften var den sidste Shalom Night, og den sidste aften hvor vi alle var samlet, før vi spredes for alle vinde.

Aftenen stod på grill, afbrænding af heks med sang dertil og masser af underholdning.
Jerusalems volontører fik givet Jakob og Lise gaver samt en film om deres volontørbørn, og Jakob og Lise havde hver især lavet en quiz.
Vi sluttede af med noget lovsang og korte taler samt uddeling af diplomer.

Det var en rigtig dejlig aften, men den gjorde mig også opmærksom på at mit ophold nærmere sig enden mere og mere.
Man når hurtigt at knytte sig til andre mens man er afsted, men dem vi kender begynder så småt alle at rejse hjem, og det er meget underligt at være den som står tilbage.

Flere er rejst hjem undervejs i vores volontørforløb, heriblandt var Mette Amby som vi nåede at få mange gode oplevelser med, og det var virkelig underligt at sige farvel til hende, når nu hun var der fra starten.
Også pigerne Emmeli og Anne Maria forlod os. Det var to sjove piger, som vi ofte hang ud med idet de boede lige i nærheden og var friske på sladder og byture.
Heldigvis kom der relativt hurtigt en ny pige, Anne Marie, som var lige så festlig og farverig som de andre piger vi har måttet sige farvel til.

Det som bare er det helt store traume nu, er at rigtig mange omkring os tager hjem. Og størstedelen rejser på fredag.
Jakob og Lise rejser fredag. Det samme gør Anne Marie. Og ikke nok med det, alle Joffierne rejser også denne dag. Lisbeth fra Tel Aviv rejser søndag, og pludselig er man kun sin volontørfamilie tilbage, og Martin og Annette i Tel Aviv.

Det er en smule sørgeligt at tænke på alle de dejlige mennesker man ikke længere skal hænge ud med her i Israel.
Det er virkelig et held at jeg så til gengæld elsker mine medvolontører.
Og det er et held, at jeg har lækre ting på programmet de sidste uger her i det hellige land.

Crossroads

2010-06-22T23:37:00.007+03:00

Shania Twains hit "Man, I feel like a woman", Danseorkesterets "Kom tilbage nu" og Ricky Martins "Living la vida loca" kører på fuld blæs i højtalerne, og tøserne Annette, Lisbeth, Sine og Astrid kører i deres lejede bil mod Golan Højderne i det nordlige Israel.
Det er essensen af den forrygende roadtrip jeg lige har haft.

Programmet lød, at søndag skulle vi starte ud med at bade et sted kaldet Sachne. Ord kan ikke beskrive dette sted. Sachne er naturlig formede vandbassiner. Det er en stor unik svimming pool med det klareste blå vand, som er helt frisk. Der var intet mere afslappende end at hoppe i vandet, der havde en helt tilpas temperatur.
En perfekt måde at starte ud med.

Efter Sachne gik turen mod Nazareth, hvor vi ville shoppe efter stilletter og andet gejl. Nazareth er dog en kristen by, og alt har lukket om søndagen - pånær et shoppingcenter, som vi selvfølgelig besøgte.

Mandag skulle vi vandre i naturreservatet Banias for at se vandfald. Det fede ved at vi kun var piger afsted, var at det var okay at tage en masse billeder. Først af den enkelte, så gruppebilleder, og så lige endnu et når håret ikke sad som det skulle.

Efter Banias, tog det sin tid at finde frem til en kibbutz, hvor vi skulle riverrafte på Jordanfloden. Efter lidt køren frem og tilbage, formåede vi dog at finde frem.
Det var ikke den helt vilde river rafting. Faktisk flød vi bare langs strømmen. Alligevel morede vi os gevaldigt.
Vi havde fællessang og vandkamp, og er du gal, hvor er der mange drenge og gamle mænd som falder for fire danske piger. Mange vi sejlede forbi, spurgte ind til hvor vi var fra og hvor gamle vi var, og især en båd med soldaterdrenge synes godt om vores båd. At følelserne ikke var gengældt, forstod de ikke, "Do you realize that most of the Israeli girls would die to be with me?".

Tirsdag morgen kørte vi hen til en ranch i Kursi, et sted i bjergene ned til Genesereth sø. Her skulle vi nemlig ride på heste.
Jeg var den eneste af os fire piger som nogensinde har reddet. Men det er 10 år siden jeg sidst har siddet i en saddel på en hesteryg.
Stemningen var høj og munter, selvom Sine og Lisbeth ikke var helt trygge ved de store dyr.
Det viste sig dog at være rigtig sjovt. Jeg følte mig helt malplaceret i starten, men jo længere tid vi red, des mere naturligt blev det for mig igen.
Vi red i bjergene imellem oliventræer og stenbrud med udsigt over søen, og selvom der var varmt, var der en lille brise som gjorde det udholdeligt.
Alle fire piger havde nydt at prøve at ride, selvom vi alle kunne gå for at være en Betinna på 12 år som læser Wendyblade og elsker sin hest, Musse.

Da vi ømme i vores bagdele drog videre i programmet, lød det på at besøge Ein Geve Kibbutz, en af de eneste tilbageværende kibbutzer som er en "rigtig" kibbutz.
Her spiste vi frokost og var på en lille togtur rundt i kibbutzen. Her var blandt andet kostalde, strudsefarm og bananplantage. Derudover så og hørte vi hvordan en kibbutz er sammenskruet.
Det var interessant endelig at se hvad en kibbutz egentlig er. Hver gang jeg har fortalt derhjemme at jeg skulle til Israel er jeg blevet spurgt om jeg så skulle i kibbutz. Har altid svaret nej, uden egentlig at vide hvad en kibbutz er. Nu har jeg set det. Sejt.

Før vi vendte skuden helt hjemad, tog vi en dukkert i Genesereth Sø.
Stranden var klam, og søbunden smattet, og det blæste helt vildt. Men jeg kan ikke have set søen to gange uden at have badet i den, så jeg sprang i bølgen blå.
En dukkert var dog også tiltrængt, for temperaturen var helt ekstremt høj. Sveden piblede konstant ned af os.
Det var så varmt at min fine stråhat, som jeg i dyre domme har købt, er skrumpet i varmen.

Alt i alt har jeg haft en rigtig god tur i selskab med Sine, Lisbeth og Annette. Det var skønt med kvalitetstid sammen, og vi har virkelig nydt hinandens selskab.

Og så er der intet bedre end en bil fyldt med tøser som af sine lungers fulde kraft, skråler "Man, I feel like a woman".

Brunch på Givat'en

2010-06-20T14:21:00.003+03:00

I dag holdt Sine og jeg brunch på Beit Tamar for Israel Missionens unge udsendt i Jerusalem i anledning af at vores volontørfamilie snart bliver forældreløse.
Jakob og Lise smutter nemlig til Danmark for at holde sommerferie.
Så dette var en mulighed for at være samlet alle sammen.

Til denne brunch har vi fået købt stort ind. Vi donerer noget af alt det danske mad vi har fået tilranet os fra Sines forældre og mine Danmarksbesøg, og så blev det mig som stod for bageriet.
Jeg fik bagt 3 rugbrød og mange havregrynsboller.
De som kender mig, ved at jeg ikke er ferm i et køkken. Det gælder i hvert fald hvad angår at følge opskrifter, men jeg vil godt vove at påstå at det blev ret så godt.

Menuen bestod af:

Scrambled eggs med svinepølser og svinebacon.
Pandekager.
Rugbrød.
Havregrynsboller.
Smør fra Lurpakke.
Marmelade.
Ost med agurk og peberfrugt.
Pålægschokolade.
Spegepølse.
Leverpostej.
Vandmelon.
Vindruer.
Appelsinjuice.
Dansk kaffe.
Hyldeblomstsaft.

... Virkelig alt hvad det danske hjerte begærer.

"Hallelujah" var et ord som ofte optrådte. Og det var nok meget passende.
Man kunne nemt tro, at man var død og opfaret til himmels. Det var virkelig lækkert og hjemligt, og bedst af alt, alle var enormt glade for vores danske brunch.

Det løb op til at blive en kende pebret fornøjelse, men det var alle pengene værd. Volontørernes ansigter som udtrykte salighed, var ikke til at sætte en pris på.

Det ku' ha' været dig

2010-06-17T12:36:00.005+03:00

Jeg havde sat min computer til at spille sange fra hele mit iTunes bibliotek.
Jokerens sang "Det ku' ha' været dig" lød gennem højtalerne, og den kære Jesper har fat i noget.

Det kunne have været dig, som var i Israel nu.
Det kunne have været dig, som betalte for at dedikerede 6 måneder af dit liv til at hjælpe handicappede.
Det kunne have været mig, som læser til eksamen nu.

Det kunne have været dig, som sad i solskin og 30 grader.
Det kunne have været dig, som var brun uden brug af solarium.
Det kunne have været mig, som sad i dårligt sommervejr om drømte om strandvejr.

Det kunne have været dig, som spiste dig mæt i pita med hummus og falaffel eller kebab.
Det kunne have været dig, som kun betaler 9 kroner for en kæmpe, halv vandmelon.
Det kunne have været mig, som grillede svinepølser.

Det kunne have været dig, som kunne købe tøj, sko og smykker for ingen penge.
Det kunne have været dig, som kan gå i biografen for 50 kroner.
Det kunne have været mig, som fik billige øl på Lanternen eller i Gaden.

Det kunne have været dig, som oplever historiske og nutidige seværdigheder på sine fridage.
Det kunne have været dig, som lærer om jøder, kristne og muslimer på tæt hold.
Det kunne have været mig, som blot må nøjes med historiebøgerne, sociologi eller religion på universitetet.

Det kunne have været dig som var mig. Men det er det ikke.

Skabskristen

2010-06-16T23:59:00.005+03:00

"Astrid, du kunne faktisk godt gå for at være en sød og fornuftig indre missionsk pige"
Disse ord lød fra vores præst, Jakob, en fredag aften til Shalom Night i forbindelse med, at jeg blev bedt om at sætte ord på hvordan, det har været for mig som ikke-kristen at rejse sammen med en kristen organisation.
Hvorfra han har fået den opfattelse, kan jeg ikke lige lure, men jeg betragter det som en stor kompliment. Tror jeg.

Jeg har til tider overrasket hernede.
Nogle gange over min storslående uvidenhed til kristendommens historie og traditioner, men til tider har jeg også overrasket ved, at jeg vidste mere, end jeg får credit for.
Har i få tilfælde endda kunnet belære om kristne fabler med hvorfor rødkælken har et rødt bryst, og hvorfor at der ikke findes enhjørninge.

Under lovsang til aftenens åbne hus, overraskede jeg positivt.
Normalt plejer jeg at bede om at synge den samme sang hver gang. Også denne gang blev klassikeren spillet, men derefter fandt jeg en anden sang i sanghæftet:

"Ej, kan vi ikke synge 'I can only imagine'? Den kender jeg hjemmefra"
Hvortil Jakob svarer: "Ej, den tror jeg ikke du kender, Astrid"
"Vidste ikke det var en lovssang, men har fået den på min mobil af min veninde, Inger"
"Er du nu også sikker?"
Men det viste sig at jeg havde ret. Jeg kendte sangen, og den er på min mobil.

Og det viste sig, at det ikke er den eneste lovsang på min mobil. Peder nævner en musiker som synger lovsange, hvor jeg pludselig udbryder:

"Sara West? Laver hun lovsange? For hende har jeg også fået på min mobil af en veninde!"
Hvortil Jakob forbløffet svarer:
"Du er jo i virkeligheden en skabskristen"

Er jeg det? Gemmer der sig en kristen inde i mig som bare længes efter at bryde ud fra min hedenske krop?
Hvem ved? Jeg synes ikke jeg er blevet kristen hernede, men jeg har i hvert fald assimileret mig med mine omgivelser, samtidig med jeg holder fast i den, jeg er, og hvad jeg står for.
Jeg er åben og interesseret i at lytte til andres tro og holdninger, og til tider inspireres jeg.

Jeg tror på, at Jesus eksisterede. Jeg tror på at han var en mand, som for 2000 år siden gik rundt i Israel og prædikede om kærlighed.
Jeg lever efter de kristne værdier. Jeg tror på Jesus budskab, og hvad han stod for; at man skal behandle alle på lige fod, og elske sin næste som man elsker sig selv.
Jeg tror, at Jesus havde en vision. Ligesom Martin Luther King havde en drøm.
Og jeg tror på at han havde redskaberne til at gøre verden et bedre sted.
Om Jesus var Guds søn, og om han udførte mirakler, er jeg måske lidt for skeptisk anlagt til at tro på.

Ramallah, Palæstina

2010-06-15T22:54:00.003+03:00

Eva og Jonathan, vores Musallahavolontører som arbejder med forsoning i Palæstina, inviterede Meet the People volontørerne og joffihusets volontører til Ramallah på guidet tur.

Det var en dejlig dag med forskellige, interessante oplevelser.
Det bliver blot en hurtig opremsning:

Vi så de fire løver i hjertet af byen. Byens såkaldte varetegn.
Vi besøgte Yassir Arafats grav.
Vi oplevede markedet, hvor vi fik gratis bananer, og de lyshårede piger fik blink.
Vi spiste arabisk mad i kæmpe portioner mad, og én bestilte vandpibe i troen om at det var en læskende drik.
Vi så the Danish House in Palestine, og konkluderede at det må være et meget fedt sted at bo som volontør.
Vi spiste arabisk is, som var i samme syntestiske farver som Friskos "Zapp" og havde en tyggegummilignende konsistens.
Vi besøgte the Palestinian Bible Center for unge.
Vi fik shoppet, og nogle piger fik købt sig ure fra Casio til suspekt billige priser.
Vi tog bussen tilbage mod Jerusalem og oplevede at gå igennem check pointet.

Jeg fik erfaret at Ramallah er en hyggelig og livlig by, som er et besøg værd. Det er en meget pænere by end Bethlehem idet at byen fungerer som "hovedstaden" i Palæstina, og dermed bliver der investeret mere her.
Hvis jeg skal sammenligne Bethlehem og Ramallah med andre oplevelser, vil jeg sige at Bethlehem minder om Cambodia i forhold til Ramallah, som er noget rigere og dermed minder om Vietnam.

Det var en god oplevelse at se mere til Palæstina. Og det var rart at se, at hele Palæstina ikke er i samme tilstand som Bethlehem, men at en mere velbeholdt by som Ramallah også eksisterer.

Det søde liv

2010-06-14T17:15:00.005+03:00

Jeg har kun det søde liv tilbage af mit ophold

Jeg har 58 dage tilbage i Israel, før turen går tilbage mod Danmark d. 9. august.
Om 49 dage afslutter jeg mit volontørarbejde.
Ud af de 58 dage, er det kun 22 dage, at jeg skal arbejde.
Resten af tiden udgøres af de to ugentlige fridage og de resterende feriedage jeg har sparet op.

Feriedagene går til
3 dages adventure i Golan højderne nordpå med Sine, Peder og de 3 Tel Aviv volontører Lisbeth, Annette og Martin.
6 dages oplevelser i Israel med min bror
8 dages afslapning, sol og dykning i Dahab, Sinaihalvøen i Egypten med Sine.

Og de sidste 9 dage, er ren og skær ferie med
3 dages hygge i Jerusalem med min mor
X antal dage med fest og strand i Tel Aviv med min kammerat Anders, som er den selvsamme person, der introducerede mig for Meet the People projektet.

You've gotta love this life. Aint it wonderful? Oh yes indeed.

England vs. America

2010-06-12T23:58:00.009+03:00

Så er der VM. Ja tak!

I aftes var vi til Messiansk Gudstjeneste og senere ude at spise. Vi var færdige med at spise, da en af de mange kampe blev spillet.
Jeg er ikke den store boldentusiast, men de vigtige kampe ser jeg dog. Og "vigtig" indebærer Danmarks kampe og finalen.

Jeg vidste ikke hvem, der spillede i aftenens kamp, men på bargaden, en sidegade til Jaffa Street, havde samtlige barer storskærme sat op, og jeg kunne godt tænke mig at se en kamp med en kold fadøl i hånden. Så sammen med Sine og Jonathan, gik vi derhen. Og det kan jeg kun prise mig lykkelig for!

Det var England mod USA, og Kings Bar, en bar for enden af gaden ved et torv, var mere end fyldt op med unge, fulde og opstemte englændere og amerikanere, som skulle se kampen.
Få minutter inde i kampen scorede England et mål, og et kæmpe brøl lød fra de engelske jøder, som alle var klædt i hvidt og rødt, og med det engelske flag som kappe. Straks brød de ud i slagsange, og stemningen var sat.

Det var den vildeste fodboldkamp jeg nogensinde har oplevet. Ikke på grund af selve kampen, men på grund af mine omgivelser.

Folk råbte og hujede, og dissede modstanderen, og det gik vildt for sig. Den ene fornærmelse efter den anden lød i luften.
I starten var det hovedsageligt nationalsangen, slagord og sætninger såsom:

"USA, USA, USA!"
"Engeland, Engeland, Engeland!"
"If it weren't for us, you'd all speak german now"
"1966"
"1776"

Men aldrig havde jeg troet, at jeg ville høre unge jøder i Jerusalem råbe af deres lungers fulde kraft sætninger som:

"You pussy"
"Fuck my cock, you bitch"
"Shake your wanker"
"Fuck the queen"
"Obama is a packie"
"You are shit, and you know you are"

Det fede ved alle svinerierne af hinanden, var at de sprogmæssigt var på ligefod med hinanden. De talte samme sprog, blot forskellig accent.
Og så var det spændende at se, hvem der kom med de mest kreative kommentarer, hvilket var amerikanerne. De var perfekt selvfede til at de var sjove.

Flere gange virkede det til, at det lige var ved at kamme over mellem de to nationer, men stemningen var god, og alle var blot interesseret i en god kamp og muligheden for at svine hinanden til.
Der var intet bag det, andet end en fodboldkamp mellem to lande med en forhistorie.

Det er helt vildt så meget et spil kan gøre ved mennesker, men det var fucking awesome at opleve stemningen.
Undskyld mit sprog, men at være omringet i to timer af hujende amerikanere og englændere, har påvirket mit sprog.

Shabbath Shalom

2010-06-11T13:53:00.002+03:00

Allah/Jahve/Gud skabte verden på 6 dage og holdt den syvende dag hellig.
Afhængig af din religion, varierer dagen for hviledagen.
Muslimerne holder fredag hellig, jøderne holder lørdagen hellig og de kristne holder søndag hellig.

Israel er jødisk, så her holder man lørdagen hellig. Denne dag kaldes shabbath, og i Israel holdes hviledagen virkelig i hu.
Fra fredagens solnedgang til lørdagens solnedgang må man ikke arbejde, og man må ikke sætte andre i arbejde. Overhovedet.
Selvfølgelig er det hovedsageligt de religiøse som overholder dette, men en del ikke-religiøse overholder alligevel sabbaten af tradition. Ligesom mig. Selvom at jeg ikke er kristen, fejrer jeg jul og deltager i julegudstjeneste - for traditionens skyld.

"At arbejde" indebærer mere end at udføre sit normale arbejde.
Du må ikke gøre rent eller benytte transportmidler på sabbaten. Det er arbejde. Du må heller ikke se fjernsyn, bruge computer eller telefon.
At tænde eller slukke for kontakter er også forbudt. Når sabbatsmåltidet forberedes, har man på forhånd lavet måltidet, og før sabbaten begynder, har man nogle keramiske varmeplader man tænder og placerer maden på - og langsomt opvarmes måltidet.

På vores arbejde er de dog ikke så strikse over for volontørerne. Vi er tilladt at bruge mikrobølgeovn, at tænde og slukke lys og give beboerne et bad, da vi ikke er jøder.
Samme forståelse møder man ikke alle steder i Jerusalem. Jerusalem er nærmest religionernes hovedstad, og man møder mange ortodokse mennesker, især ortodokse jøder. Og de er ikke så åbensindet for andre mennesker, der ikke lever samme livsstil som dem.

Der er forskellige hændelser, som tydeligt viser deres foragt.
Det ene eksempel omhandler et dansk-australsk ægtepar som er bosat i det ortodokse kvarter. På en sabbat var de kørt et sted hen, og næste dag havde nogen skrabet en nøgle i lakeringen langs bilen. Man må jo ikke køre på sabbaten.
Det andet eksempel omhandler vores kære præstefrue, Lise. Hun var gået rundt i byens centrum iført shorts, der gik over knæene, og en stroptrøje. Det er tilladeligt at gå sådan klædt, da ikke alle indbyggere i Jerusalem er religiøse. Dog havde hun passeret en ortodoks jøde, som var blevet så stødt over hendes påklædning, at han spyttede efter hende.

Det er dog ikke alle i Israel som efterlever alle reglerne. Man kan sagtens møde mange unge mennesker i byen en fredag aften, og det er muligt at spise på restauranter der ikke er kosher.

Ellers vil jeg bare ønske jer alle en fredelig lørdag i morgen,
Shabbath Shalom.

Krig og fred

2010-06-09T13:37:00.001+03:00

Vi har ikke mærket til de uroligheder, som er foregået i Israel, mens vi har været her.
Alle problemerne med bosættelserne i Østjerusalem, og nu situationen med nødhjælpskonvojen, har vi endnu ikke mærket noget til.

Israel er dog klar over deres til tider upopulære status i andre landes øjne, og tager derfor sine forbehold.
Ligesom vi i Danmark årligt lader en sirene gå første onsdag i maj kl. 12, har de samme tradition i Israel. Deres krigssirene lød onsdag d. 26. maj 2010 kl 11.

Øvelsen indebærer, at når sirenen lyder, skal alle evakueres til et boltret sikkerhedsrum.
Vi har 90 sekunder til at få alle beboere i sikkerhed, og hvis ikke vi kan nå det, er det vigtigste, at vi placerer os i ly for vinduerne.
Det er til sådan en øvelse, og når man dagligt ser bevæbnede soldater i gaderne, at man bemærker, at man lever i et land i konflikt med sine naboer. Ellers lever vi i ro og mag.

De vildeste krige vi har, er enten kortspillet eller krigen mod de herreløse katte, som huserer containeren foran Beit Tamar.
Vores leder har nu taget kampen op imod dem. For de spiser vores skrald, og skider over alt, og det er ærligt talt ulækkert.
Som våben bruger hun peber. Hele terrassen til vores indgang er krydret med peber i vores leders håb om, at det vil holde kattene væk. Pebersprayen er overvurderet når man har en peberkværn!

Hvor er alle brevene?

2010-06-08T11:44:00.001+03:00

Ja, hvor er alle brevene, spørger jeg bare?

Jævnligt får Sine et brev eller en pakke. Hvor er hilsnerne til mig?
Jeg tror ikke på, at den kære postmand ikke har kunnet finde mig alle 4 måneder, jeg har været her.
Jeg tror, det er de kære derhjemme, som ikke har kunnet finde frimærker eller en postkasse.

Her kommer et praj med en vognstang:

Min adresse er

Beit Tamar
Att.: Astrid Lund-Pedersen
Leaha Ben Porad 21
Giva'at Masu'a
Jerusalem 96408
ISRAEL.

Jeg ser frem til at få breve hjemmefra.

På forhånd tak, Astrid.

Street Art of J.lem

2010-06-07T13:11:00.001+03:00

I Jerusalems sidegader, byder byen på spændende street art.

Jeg ville ønske jeg havde et bedre kamera og et bedre fototalent, men her kommer nogle fotos af en amatør med et simpelt digitalt kamera.

Klik på hvert billede for at se i fuld størrelse.

Volontørvisum til volontøren

2010-06-06T14:55:00.003+03:00

Endelig oprandt dagen hvor jeg opholder mig lovligt i Israel.
Som volontør skal jeg have et volontørvisum, men jeg har indtil i formiddags opholdt mig på turistvisum.

Det har været et værre bøvl med af få dette visum.
Det optimale var at vi fik visumet i starten af vores ophold, men ting tager tid. Især i Israel.
Blot deres opførelse af citytoget har stået på siden 1995, og de ser ud til at være alt andet end færdige. Der er konstant vejarbejde med tre vejarbejdere hver sted. En står og laver cement mens de to andre ser på. Og det er den vildeste aktion man kan observere.
No wonder at israelere har et ry for utålmodighed, når alt praktisk tager evigheder.

Jeg har været noget nervøs angående visum. Jeg har haft en del ind- og udrejser til landet. Fem for at være eksakt. Og det ser ikke så godt ud i passet med alle stemplerne når man kommer og skal have visum på ny.
De første 4 indrejser til landet har jeg fået 3 måneders turistvisum. Ikke helt uden problemer, men det er lykkes i sidste ende hver gang.
Dog fik jeg kun 2 ugers visum da jeg kom tilbage fra begravelse i Danmark. Det var ikke acceptabelt at jeg endnu ikke havde volontørvisum efter næsten 4 måneders ophold i landet. Heldigvis havde jeg en aftale med Dina Luati på visumkontoret i dag, 12 dage efter min sidste indrejse i landet. Og denne gang fik jeg mit visum!

Jeg havde oprindeligt min første aftale på visumkontoret d. 3. maj, men da jeg ikke havde en israelsk medical report, måtte jeg slukøret gå derfra med en ny aftale en måned efter.

I dag er lykkens dag. Jeg har fået mit visum, og om en måned kommer min bror til Jerusalem på en uges ferie.

Den gode, den onde og den grusomme.

2010-06-03T21:02:00.001+03:00

Det er meget forskelligt hvilke reaktioner man får som volontør, pige og europæer her i Israel.

Der er de gode kommentarer.
Det er når folk hører at vi er volontører, og at vi gratis bruger vores tid på at hjælpe handicappede.
Mange overvældes af taknemmelighed eller glæde og udbryder "Bless you, bless you" og sætter virkelig pris på vores indsats.

Så er der "de onde" kommentarer.
Det er fra hankønnet at de kommer. Alle fra små drenge, til teenagere til gamle mænd.
Det er som sådan ikke onde kommentarer, men blot nedværdigende "komplimenter".
"Beautiful girl, looking for husbond? How many camels for you?", "Nice ass/body" og "You have beautiful eyes, how old are you?..." har blot været nogle af kommentarerne efterfulgt af elevatorblikket eller et slesk blink, hvor man ikke bare føler sig afklædt, men voldtaget af deres øjne.

Og til sidst men ikke mindst, de grusomme kommentarer.
Jeg er så glad for at jeg ikke er tysker, for de gange jeg er blevet forvekslet til at være tysk volontør, har det ikke været behageligt.
Kommentarer har været virkelig racistiske i form af "Scheiße, scheiße! Faschisten!", "Hitler!" og "Nazi!". Og kommentarerne kan udløses ved at vi blot sidder i bussen og snakker med hinanden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen

2010-06-01T23:23:00.005+03:00

Mr. Darcy har smeltet hjerterne på Beit Tamars volontører.

Jeg har medbragt BBC's mini serie af Pride and Prejudice. En 6 timers lang filmatisering opdelt i 6 afsnit af Jane Austens roman af samme navn.

Sine, Katharina og jeg har 6 aftener tilbragt en times kvalitetstid sammen, hvor vi alle tre har sukket over mr. Darcy.
Det er skønt, at selvom vi arbejder forskellige timer, kan vi finde tid om aftenen til kvalitetshygge med smeltede hjerter.

Vi har lige set det sidste afsnit, og jeg kan ikke andet end at ønske jeg var Elizabeth Bennet og at jeg fik mr. Darcy.
Han er en langt større gentleman end de mænd i Israel som fløjter efter dig på gaden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen, ville jeg være sikker på at få mr. Darcy til sidst - så snart jeg har gennemlevet mr. Wickham og mr. Collins.

Tyvstart på både sommer og weekend.

2010-05-31T23:32:00.006+03:00

Sine og jeg har for første gang to fridage i streg, hvor der intet er på programmet disse dage.

Vi fandt Lonely Planet frem (for de som ikke er vante rejsende, er det en guidebog), og undersøgte hvor vi helst ville hen.

Prioriteten var strand, så vi kunne slappe af. Det trængte vi begge til. Og sol på vores kroppe. I tre uger har min krop ikke set solens lys.
Valget kom til at stå mellem Netanya og Haifa. Begge byer siges at have fantastiske strande.
Sine har i forvejen set Haifa med sine forældre, men jeg brugte mine bedste overtaleevner, og Haifa blev destinationen.

Det blev til to fantastiske dage. Jeg er faldet pladask for byen. Vi så intet kulturelt.
Vi tilbragte begge dage med cafeer, at slentre op og ned ad gaderne og at chille på stranden.
Det var lige hvad vi trængte til!

Når min bror, Esben, kommer og besøger mig om godt en måned, er det et must på programmet.
Jeg er alt andet end færdig med Haifa!

Fuck Karneval, jeg skal se Melodi Grand Prix

2010-05-29T13:33:00.007+03:00

Hvem gider Karneval når der er Melodi Grand Prix?
Ja, jeg spørger bare.

Hvem gider til karneval i semidårligt vejr i Aalborg og drikke sig fuld i et kostume forestillende Gilette Venus skraber eller baywatch, når man kan se Melodi Grand Prix i Jerusalem med de andre volontører og tilmed være i stand til at stemme på Danmark? Samtidig med at man spiser slik og popcorn!

Jeg skal se Melodi Grand Prix, og jeg skal stemme på Danmark. Bare fordi jeg kan!

From A to B

2010-05-25T14:42:00.000+03:00

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og fra jord skal du igen opstå".
Jeg har igen været i Danmark. Denne gang for at høre disse ord.

Det er aldrig nemt at miste. Uanset hvad du mister. Om det er din pung, en du elsker eller dig selv.
Jeg har nu mistet to vigtige personer i mit liv, mens jeg har været i Israel. Det er i situationer som disse, at jeg virkelig har følt mig langt væk hjemmefra.

Jeg var godt klar over, at der ville være en reel risiko for, at jeg ikke ville se dem igen, når jeg kommer tilbage. Men man kan ikke rejse fra min familie i 6 måneder og forvente, at der ikke sker noget. Det ved jeg af erfaring. Så jeg tog afsted og håbede på det bedste.
Før jeg rejste til Israel, havde jeg dog tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, hvis nu jeg skulle miste. Hvad ville jeg gøre?
Hvad gør man egentlig, når man hører at en pårørende er gået bort, og du befinder dig langt, langt væk?
Jeg græd. En del.

Heldigvis dækker forsikringen i det sidste dødstilfælde, og jeg har ubesværet kunnet komme tilbage til ceremonien.

Det er under sørgelige omstændigheder at jeg igen var i Danmark, men min tid derhjemme var intet mindre end fantastisk.
Vejret var dejligt, alt er lige sprunget ud og jeg har tilbragt meget tid med mennesker jeg elsker og holder af.
Med undtagelse af en vigtig person.

Men livet går jo fra A til B.

Stay Classy

2010-05-14T15:06:00.002+03:00

De ældre herrer her i Israel har stil. Jeg sad forleden i bussen og betragtede menneskerne, der steg af og på bussen, samt de mennesker som kommer gående forbi. Og pludselig slog det mig, hvor stilet de ældre mænd egentlig klæder sig.

De har oftest jakkesætsbukser på, pæne sko, en hvid skjorte gerne med et slips, en strikket vest, og som jakke en jakkesætsjakke.
For at fuldende deres look, bruges en sixpencekasket og solbriller (gerne raybans) til accessories. Og det er det sidste, som giver det virkelig stilede look.
Der er intet mere cool end en ældre herre, som sidder på en stol og betragter omgivelserne gennem sine tonede brilleglas, og har en stok i den ene hånd.

Disse herrer er bevis på, at selvom man ældes, kan det stadig gøres med stil. Kæmpe respekt dertil.

Spa, full body massage og frokost på the Regency

2010-05-13T23:09:00.002+03:00

En af grundene til at det er fedt at være volontør, er de aktiviteter, som en sjælden gang imellem arrangeres med beboerne.

I dag skulle jeg arbejde 9-22, altså 13 timer. Men fra 9-16 foregik på the Regency Jerusalem Hotel, et femstjernet hotel.

Med to af beboerne, vores tyske volontør Katharina og vores husmor Chaya tog vi afsted om morgenen. Og dagen gik med en olie massage, svømme i poolen og få en lækker frokost.
Den slags luksus må gerne finde sted noget oftere. Jeg er vild med det.

100 dage i Israel

2010-05-12T08:45:00.002+03:00

Ja, så er det i dag 100 dage siden, jeg satte min fod i Israel og påbegyndte en ny tilværelse og ny livsstil.

Jeg ville gerne opremse mine oplevelser og beskrive, hvordan det alt sammen har påvirket mig. Men det ville tage mig en krig at blive færdig, for på 100 dage har jeg fået ufatteligt mange oplevelser. Næsten hver dag har været et eventyr, og nogle dage har endda budt på flere.

Jeg har rejst rundt i to forskellige slags Israel. Jeg har rejst i det bibelske Israel med kæmpe kirker placeret der, hvor det siges at noget i Jesu liv fandt sted. Og jeg har rejst i det moderne Israel med gode shoppingfaciliteter, fancy all-inclusive hoteller og barer med øl og vandpibe.

Jeg har lært både kristne og jøder at kende. Jeg har fået be- og afkræftet forskellige fordomme, og lært enormt meget derudover.

Og generelt tror jeg bare, at jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dette min dannelsesrejse, men dette ophold er i hvert fald med til at udvikle min person, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Selvom jeg ikke falder udenfor fællesskabet overhovedet, er jeg på nogle punkter ret så anderledes, end de mennesker jeg omgås med. Mine synspunkter og min livsstil er en helt anden, og det får mig til at fundere meget over mit eget liv, når jeg oplever det i stor kontrast med andre. Jeg elsker mit liv. Selvfølgelig har jeg fucket op engang imellem, men det er også sine fejl, man lærer af. Jeg elsker virkelig mit liv, og min måde at leve det på. Alligevel har jeg fået øjenene op for gode værdier, jeg kan flette ind i mit liv.

Jeg har mødt op til flere som fortæller mig, at de beder for mig, og ved grædemuren har jeg flere gange fået en rød snor om håndleddet som symbol på velsignelse. Nogen vil måske blive blive fortørnet og fornærmet over, at kristne føler sig nødsaget til at bede for dig, og at en rabbiner vil velsigne dig. Som om du er "en fortabt sjæl". Men sådan er det slet ikke. Faktisk sætter jeg stor pris på det. Det er et tegn på at vedkommende ønsker det bedste for mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker omkring det. Kun ét ord falder mig ind, nemlig taknemmelighed. Jeg går stadig rundt med min røde snor om håndleddet. For jeg synes, det er en dejlig tanke, der står bag. Så de af jer som har mig med i jeres aftenbøn, bliv endelig ved. Jeg er jer dybt taknemmelig for jeres omtanke.

"Why are you a volunteer, and where's a golden star that I can give you?"

2010-05-11T19:41:00.013+03:00

På flyet fra Frankfurt til Tel Aviv, for godt en uge siden, kom jeg til at sidde ved siden af en forretningsherre, som spurgte mig, hvad jeg skulle i Israel.
Jeg fortalte, at jeg var volontør i Jerusalem, og jo mere jeg fortalte om volontørarbejdet, des større blev hans øjne, og des længere ned faldt hans underkæbe.
Da han med forundring spurgte mig, hvorfor jeg gør det arbejde, jeg gør, var det dog ikke svært for mig at komme med et svar.

Godt nok bor jeg på en institution 9 km fra centrum. Vi har 2 busser som går fra os og ind til byen, og det tager en times tid at komme ind til centrum. Vi har ingen cykler til rådighed. Skal man møde i den gamle by et sted før guidet tur, skal vi gerne sætte 1,5 times transport af på at kunne nå det.

Jeg arbejder 40 timer om ugen, og får kun 600 shekel (900 kr) om måneden - men det er derfor det kaldes frivilligt arbejde.
Oprindeligt skulle vi kun arbejde 35 timer og få 14 fridage, men vi har fået en times mere arbejde om dagen, og optjener dermed 6 yderligere fridage.
Vores arbejdsvagter er ofte splittede, hvilket betyder, at vi gerne møder 6-8 og igen fra 14-20 eller 16-22, og så klokken 6 igen næste morgen. Især sabbaten er træls, der lyder en vagt ofte 11-14 + 17-22. Altså bruges en hel dag på arbejde. Det gør det meget begrænset, hvad man har af muligheder for socialt samvær med de andre volontører, som alle gerne arbejder 7-15. Hvis vi vil til et socialt arrangement om aftenen, kan det som regel kun lade sig gøre, hvis det falder på en af vores to ugentlige fridage.
Arbejdet består i at tage pigerne op om morgenen, tage dem på toilet når de trænger, bade dem, made dem og gøre alt hvad de beder om - hente ting, flytte på dem eller spille vendespil med dem.

Vi er 3 volontører på Beit Tamar. Og vi deler alle det samme værelse. Sine og Katharina deler køjeseng, mens jeg sover på sofaen. Det kan godt virke lidt trængt indimellem, men vi er rigtig gode til at give hinanden plads og vise hensyn. Vi kommer alle rigtig godt ud af det med hinanden.

Maden får vi fra institutionen. En gang om ugen køber vores husmor forskellige varer ind. Hovedsageligt får vi brød, hummus, mælk, frugter og grøntsager. Beder vi specifikt om nyt nutella eller kyllingesnitzler, kan det som regel også fås.
Ellers spiser vi for det meste, mens vi arbejder.
Til morgenmad spiser de kage, småkager eller kiks.
Til middagsmad får vi mad fra Gilo, en større institution. Der er ikke megen variation i menuen. Det er enten kylling, hakkebøffer eller lammekød (80% af lammet er dog brusk og fedt), og som tilbehør pasta penne i tomatsovs, olierede ris eller kartoffelmos uden mælk tilsat (alt er kosher, kød og mælk må ikke blandes). Grøntsagerne er enten syltede agurker, rødkål eller udkogte gulerødder.
Al maden søber i olie, og når det skal varmes op, er det altid i en mikrobølgeovn. Oftest kan ingen af de unge lide maden, og så varmer de kyllingesnitzler i mikroen og spiser pitabrød med hummus til.
Til aftensmad får de mælkeprodukter. Som regel er det brød, tun og 7 forskellige slags oste. Sine og jeg er ikke de store ostemadsfans, så vi har fundet et fantastisk alternativ; sandwich med avokado og spejlæg tilsat Læsø-salt. Den er en fryd for smagsløgene.

At være volontør falder mig dog meget naturligt.
For det første har jeg altid ønsket at udføre noget humanitært frivilligt arbejde, og da jeg hørte om volontørarbejde i Israel, lød det som en meget god idé i mine ører.
For det andet har jeg allerede lavet backpackerrejsen i Asien, som de fleste andre nyudsprungne studenter, og jeg ville et sted hen, som er anderledes. Ingen i min omgangskreds er kristne, så ingen af mine venner har nogensinde været i Israel. Helt ærligt så troede jeg ikke, det var muligt at komme herned med alle de uroligheder, man har hørt om i medierne. Men det var muligt.
For det tredje så interesserer jeg mig umådeligt meget for både samfundsfag, sociologi, religion og psykologi. Og man må sige at Israel, ikke mindst Jerusalem, har meget af dette at byde på.

Og jeg er glad for at være her i Israel som volontør. Jeg ved udemærket, at jeg ikke redder verden, eller gør den til et bedre sted med det jeg gør, men jeg ved, at de unge som jeg tager mig af, sætter enorm stor pris på at jeg er her for dem. Og for mig, så opvejer deres taknemmelighed alt det som udefra set kan virke utiltalende.

Til trods for at jeg får gennemsnitligt mindre end 5 kroner i timen, at jeg bor 9 km og over en time i bus fra centrum, at jeg kan bruge en hel dag på at arbejde og vente på at arbejde igen, at jeg deler værelse med 2 andre piger og er den som sover på sofaen, og at maden på institutionen ikke er noget at råbe hurra for, så ER det fedt at være volontør.
Der er så meget mere til det end som så. Men jeg vil nu stadig meget gerne have en guldstjerne for min indsats.

Skype og facebook er mine bedste venner

2010-05-10T02:21:00.000+03:00

Jeg vil gerne give en kæmpe hyldest til opfinderen af skype og skaberne af facebook.

Hvis man vælger at tage 6 måneder til udlandet, er man godt dum, hvis ikke man medbringer en computer, eller i hvert fald sørger for at have en computer til rådighed.

Internettet er uundværligt. Facebook og skype er den bedste måde at holde sig opdateret på livet derhjemme. Jeg kan i hvert fald ikke leve uden. Hvis nettet har været nede i blot 4 timer, har panikken bredt sig i både Sine og jeg, og når nettet kommer tilbage igen danses en jubeldans.

Bare i dag, en helt almindelig dag, har jeg været på skype fra kl 22 til nu. Altså over 4 timer.

Længe leve skype, og længe leve mine veninder, som ikke har bedre ting at foretage sig natten til mandag end at udveksle sladder med mig.

"Seminar" i Galilæa med volontørfamilien

2010-05-06T21:42:00.011+03:00

Jeg er lige kommet tilbage fra en virkelig god tur til Galilæa med min volontørfamilie bestående af 7 volontører fra Jerusalem og 4 fra Tel Aviv. Derudover deltog også Sines forældre, da de er i Israel pt.

Det var en rigtig spændende tur med alverdens seværdigheder på programmet.
Vi besøgte Yardanit Baptist site ved Jordanfloden, stedet hvor Johannes døberen døbte Jesus, og folk valfarter til for selv at blive døbt.
Vi så Tabgha, Peter’s Primacy og Kapernaum. Religiøse seværdigheder med blandt andet den by Jesus siges at være vokset op i.
Vi så Saligprisningernes Bjerg, hvor Jesus siges at have holdt Bjergprædiken.
Vi så Jesusbåden og fik en sejltur på Sejltur på Geneserat sø. Det var denne sø Jesus gik på. Jeg forsøgte mig også, og det lykkedes da næsten. I hvert fald de steder hvor jeg havde sten under mig.
Vi var i Nazareth, hvor vi så Bebudelseskirken og Nazareth Village.
Vi så Tel Hazor, en gammel by, som er på Unescos liste over verdensarv.
Og sidst, men ikke mindst, var vi på vandring i Yehudia Nature Reserve med den smukkeste natur jeg længe har set. Vi gik mellem to bjerge langs et vandfald og tæt bevokset med træer fyldt med lyserøde blomster, og nogle steder var der ingen sti, men kun en stige, som man skulle klatre nedad, og derfra hoppe ned i floden for at komme videre på stien. Det var en rigtig god oplevelse. Det var både smukt og til dels fysisk udfordrende.

Generelt var det en rigtig dejlig tur, hvor vi fik mulighed for at "gå i Jesus fodspor" og at hygge med de andre volontører. Vi boede i et guesthouse med hjemelavet pool og det var indrettet således at vi følte vi alle delte det samme hjem. Det var præcis som at opleve Kevins familie fra filmene "Alene Hjemme".
Det er dejligt at selvom jeg lige har tilbragt 5 dage i Danmark med min biologiske familie, føler jeg nu at jeg har tilbragt 3 dage med min anden familie, nemlig min volontørfamilie.
Så er man da priviligeret, hvis man kan påstå at man har hele to forskellige familier.

Det er et yndigt land

2010-05-03T18:01:00.009+03:00

Danmark er et dejligt land. I min rus af lykke over Israel, havde jeg næsten glemt hvor dejligt et land Danmark egentlig er.
På de sidste 5 dage er jeg dog blevet mindet om det. Og jeg er blevet påmindet hvad jeg har savnet i det forjættede land, Israel.

Selvfølgelig har jeg savnet min familie, det kan ikke undgås. Jeg har savnet min bedstemor og hendes dejlige væsen, at tumle rundt med min bror, familiemiddage, at cruise rundt i min fars lille, sorte sportsvogn med Esben på den nordjyske landevej med P3 for fuld volumen, at drille hinanden og bare nyde hinandens selskab.

Jeg har savnet mine mange forskellige, fantastiske veninder, der alle har hver deres kvaliteter. Jeg har savnet at gå i wellness med dem, at sidde og snakke med dem, og at drikke sig fulde med dem og gå på diverse værtshuse og barer i Gaden (Jomfru Ane Gade red.). Og at jargonen har bestået af grimme, grimme ord.

Jeg har savnet Sæby, min hjemby. Jeg har savnet havnen. Jeg har savnet stranden. Jeg har savnet Algade med alle de gule bindingsværkshuse. Jeg har savnet at sidde i min mors stue og set på havet ud af vinduet. Jeg har savnet at sidde i sofaen med benene oppe og zappe kanalerne igennem ved min far.

Og jeg har savnet den danske mad! Der er intet bedre end et godt måltid sammen med dem du holder af. Især måltider bestående at nybagt rugbrød fra bageren, hjemmebagte grovboller, gravet laks, friske rejer, varme frikadeller og spegepølse serveret med kold skummetmælk. Jeg har også savnet boller i karry, hotdogs, koteletter i fad, omelet med bacon, morgenbrød fra bageren, bøf serveret med tzaziki, ovnstegte kartofler og frisk hjemmelavet salat. Derudover har pizza, Haribo slik, og en chicken/bacon sandwich også været savnet.

Heldigvis har jeg fået opfyldt mine behov mens jeg har været hjemme. Jeg har tilbragt størstedelen af tiden med familien i Vadum hos min bedstemor, men har også haft mulighed for at være i Sæby og Aalborg for at hænge ud med veninder og hver eneste dag har der været eskapader af kulinariske delikatesser.
Det eneste jeg ikke nåede at få, var pizza og sandwich. Men det er okay, for jeg har taget næsten 4 kg på siden jeg kom hertil.

Come fly with me

2010-04-28T16:19:00.004+03:00

Hvis I tror at det er besværligt at komme ind i Israel, så prøv at komme ud af landet!

Af personlige årsager, er jeg rejst til det danske land. Og det var slet ikke så lige til. Mit første fly blev aflyst grundet vulkanudbruddet på Island, og da jeg endelig kunne komme med et fly, skulle det stadig ikke være en dans på roser.

Jeg skulle flyve klokken 5, og kom ud til Ben Gurion Airport 3 timer før.
Før jeg kunne få lov at tjekke min bagage ind, skulle jeg først udspørges af en securityvagt om mit ophold her i Israel; hvad jeg har lavet, hvor jeg boede, hvorfor jeg valgte Israel, hvorfor jeg har været i Egypten og Jordan og om jeg havde lokale venner. Efter at have svaret villigt på alle de spørgsmål der blev stillet, kom en anden securityvagt som stillede de samme spørgsmål før jeg fik lov at sende min bagage igennem røntgen som optakt til at få gennemrodet al min bagage, især elektronikken, og få den tjekket for stoffer og andet illegalt. Samtidigt blev jeg endnu engang udspurgt om mit ophold i landet.
Jeg fik lov til at tjekke min bagage ind, og skulle igennem security check. Der blev jeg igen holdt tilbage og først udspurgt af en kvinde om mit ophold, og fik gennemrodet mit elektroniske udstyr. Det var ikke nok, der skulle lige tilkaldes endnu en vagt som også skulle forhøre mig; hvad hedder min institution, min leder, min husmoder og beboerne og er det kun israelere?

De havde fundet noget mistænksomt ved min macbook, så jeg blev ført tilbage til den stand hvor al bagage gennemtjekkes. Hele min rygsæk blev tømt og alt mit elektroniske udstyr blev skilt ad således at SD kort og batteri blev taget ud af kamera og batteri samt simkort blev fjernet fra mobil. Alt andet såsom parfume, pringles, tørklæde og sågar min appelsin fik også flere grundige tjek igennem røntgenscanneren.
Det var jo blandt andet min computer som var grund til hele postyret, så jeg blev taget med hen til et aflukket rum, blev placeret i en bås mindende om et omklædningsrum med forhæng for mens de skilte min computer ad for at se nærmere på den. Og nu de var igang med at tjekke min computer, kunne de også give mig en fuld kropsvisitering, hvor selv min BH blev tjekket.
Tiden tikkede, og selvom jeg var kommet 3 timer før afgang, var tiden ved at løbe fra mig. Den pige som havde fået ansvaret for at tjekke mig beklagede flere gange det grundige tjek, og lovede mig at hun ville sørge for at jeg ville nå mit fly.
Jeg burde måske være blevet nervøs under alle disse forhøringer, men jeg tog det hele meget overraskende cool. Jeg svarede ærligt og uddybende på alle spørgsmål og vidste at jeg intet ulovligt havde på mig. Så jeg vidste der ikke var nogen grund til at være nervøs. Det værste der kunne ske, var at jeg ville misse mit fly. Men jeg blev jo lovet at kunne nå det.

Efter et kvarters grundigt tjek af min computer skulle mine ting lige endnu engang igennem røntgenscanneren, og så blev jeg ført igennem al andet kontrol direkte hen til min gate.
Så det hele endte godt, og jeg blev i dag, 9 timer senere, modtaget i Ålborg Lufthavn af min dejlige familie og kom hjem til en frokost bestående af rejer, laks, rugbrød, nybagte boller, spegepølse og frikadeller.
Alt har en god slutning.

Illustrationer

2010-04-27T11:50:00.003+03:00

Vil ikke sige så meget andet end at jeg nu har nøvlet mig sammen til at få lagt nogle billeder ind til mine blogindlæg. Helt tilbage til Bethlehem indlægget.
Enjoy.

Når jeg finder overskuddet til det, ligger jeg også billeder på Facebook. Men hav tålmodighed. Det er en tidsrøver jeg ikke har gidet endnu.

Max Brenner, chocolate by the bald man

2010-04-24T22:44:00.005+03:00

Så er det altså sket. Jeg er blevet forelsket. Jeg har fundet kærligheden hernede i Israel, nærmere betegnet i Tel Aviv.
Det er dog ikke et menneske som har stjålet mit hjerte, men værket af et menneske.
I Tel Aviv kan man komme på en restaurant som serverer almindelig mad, men har specialiseret sig i chokolade desserter. Stedet hedder "Max Brenner Chocolate Bar" og første gang jeg følte forelskelsens sommerfugle sværme i min mave, var da volontørerne Lisbeth, Annette og Martin fra Tel Aviv introducerede os for Max Brenner i marts måned. Det var kærlighed ved første mundfuld.

Vi er lige kommet hjem fra endnu et besøg hos Tel Aviv volontørerne. Det var skønt at se dem igen, selvom det ikke er så lang tid siden vi var på udflugt sammen. Men hvad der næsten var endnu mere skønt, var at besøge Max B. igen. Jeg elsker ham.
Efter en fantastisk lækker aftensmad kokkereret af vores værter blev der slået mave, røget lidt vandpibe og gjort klar til dessert på Max Brenner.
Ord kan ikke beskrive den kulinariske fornøjelse det er for hver mundfuld man tager. Det er alt lavet på et orgie af rigtig chokolade.

Det kan kun anbefales at hvis man kommer til Tel Aviv, skal man besøge dette sted. Man kan også besøge Max Brenner i USA, Australien, Filippinerne og Singapore. Har man muligheden, gør det!
Men advarsel: Et besøg hos Max Brenner fører oftest til afhængighed.

Kaki

2010-04-23T10:57:00.005+03:00

Jeg ved godt at dette ikke er så indbydende et indlæg at læse, jeg synes bare jeg har oplevet rigtig meget af den brune substans som befinder sig i tarmene for nylig. Og er ideen med en blog ikke at skrive om det man oplever?

Jeg har haft Jordan-mave.
Vores terrasse flyder med kattelort fra de herreløse katte som raserer vores containere.
En fugl havde smidt en kæmpe klat på den bog som jeg er ved at læse. Nu klistrer mine sider.
En beboer har pruttet mig direkte i ansigtet, da jeg var ved at skifte bleen.
Og en anden beboer har lige lagt en dej så stor at den har stoppet toilettet.

You've gotta love this shit. Bogstaveligt talt.

Independence Day

2010-04-20T23:12:00.006+03:00

Israel har holdt Independence Day, og det fejres meget mere end den danske grundlovsdag. Det israelske flag pryder hver en bil og bygning, og folk går klædt i blåt og hvidt.

Det er sådan set d. 14. maj 1948 at Israel blev et uafhængigt land, men den forklaring vi har fået på hvorfor uafhængighedsdagen fejres fra d. 19. april om aftenen klokken 20 og 24 timer frem (i Israel var en helligdag oftest et døgn, men døgnet er fra solnedgang til solnedgang næste dag), lyder: "it's just the jews and their calculations".

Søndag d. 18 april klokken 20 om aftenen lød en sirene, som indikering af at "Memorial Day for Fallen Soldiers" begyndte. Ligesom til "Holocaust Martyrs' and Heroes' Remembrance Day", var der denne aften et stort show i fjernsynet, hvor man mindes de faldne soldater, og dagen efter besøger man soldaternes grave og lægger blomster.
Dette døgn sørger israelerne. Flere af beboerne havde ikke lyst til at se showet, for de vidste at de ikke vil kunne holde til det. Det er alt for sørgeligt for dem, og det kommer for tæt på.
Alle israelere skal nemlig i værnepligt fra de er 18 år. Mændene skal tjene 3 år og kvinderne 2 år. Og det at miste en søn, bror eller ven i krig er en reel fare for de pårørende - til trods for at trafikken har haft flere ofre end krigene siden oprettelsen af staten Israel, hvilket også siger en del om trafikken hernede.

Når døgnet for "Memorial Day" slutter, starter døgnet for fejringen af "Independence Day". Dette siger beboerne på vores institution er en ret kompleks omskiftning. Du skal gå fra at sørge til at juble fra klokken er 19.59 til 20.00.

Men "Independence Day" er nu meget nice.
Vi hyggede mandag eftermiddag i Independence Park sammen med Joffi'erne, hvor der både var regulært chilling på et tæppe, ultimatum, kongespil og grill.

Da det begyndte at blive mørkt, bevægede os fra Israel Missionen os til Ben Yehuda med to volontører fra Ordet og Israel. Der var masser af liv på gaden, men vi ville hen og få en øl. Derfor gik vi hen til en sidegade der bugner med barer, hvor vi fik øl og drinks. Vi mødtes senere med Joffi'erne, og det var en hyggelig aften med et voldsomt liv i gaden af glade mennsker - blandt andet en fyr kun i hvide underbukser og det israelske flag som kappe.

I dag, som er den dag man reelt set fejrer Independence Day, skulle vi på arbejde. Men det var en god arbejdsdag, hvor alle os 3 volontører var på arbejde med en worker, som medbragte sin religiøse mand og deres to små drenge. Og så blev der ellers lavet pommes frites, salat, pita og grillet både kylling, kebabspyd, kødboller. Bordet bugnede med lækker mad.

On air

2010-04-17T13:22:00.003+03:00

Jeg var omtalt i radioen i går.
Yup, den er god nok. Det var godt nok ikke på P3, men på Odense Studenterradio - som i mine øjne er næsten lige så sejt.

Ja, jeg kan det der med at mænge mig med offentligheden. Først bliver jeg bedste venner med Carsten Soulshock natten før jeg rejser til Israel. Vi blev så gode venner at jeg fik op til flere kindkys, da vi nemlig begge er nordjyder og han generelt bare synes enormt godt om mig. Respekt.

Og nu, eller det vil sige i går aftes, blev jeg nævnt og diskuteret i "Olæ - the radioshow" på Odense Studenterradio. Så tænker man måske, hvorfor i alverden er hun så populær, hende der Astrid. Det er simpelt: Jeg er så nizzle, at min buddy er en af værterne, Patrick C.

Showet hedder "Olæ - the radioshow", de sender hver anden fredag fra 19-20 på Odense Studenterradio - http://www.osr879.dk/ eller på FM 87,9.
Værterne er de to kække fyre Jørgen Bjørn Hansen og Patrick Cedergren.

Gør jer selv en tjeneste og tune in.

Dette indlæg er fuld af reklame, men de reklamerede for mig i går og det skal de lige have lidt credit for.

"I kiss you on your stomach so it will be good again"

2010-04-14T09:35:00.003+03:00

Jeg kan ikke andet end at elske de piger jeg tager mig af hernede.

Jeg har haft en del maveproblemer efter vores tur til Sinai og Jordan, og da jeg er meget åben om alt, ved pigerne (og nu jer) også dette.
De sætter virkelig pris på os volontører og det arbejde vi udfører, så de vil os altid det bedste. Især når vi har det skidt, berører det dem dybt og de spørger altid ind til hvordan man har det, og kommer med bud på hvordan man bliver god igen.

Da jeg havde Moran i bad i morges og hun skulle bøje sig forover så jeg kunne tørre hendes ryg, tager hun fat i mig og kysser mig på maven hvorefter hun siger
"I kiss you on your stomach so it will be good again".
Selvom det blot var en simpel gestus, rørte det mig at se hvordan hun bekymrede sig om mit velbefindende, og jeg blev helt overvældet.

Qumran, Masada og Ein Gedi

2010-04-13T22:05:00.005+03:00

Det er så blæret at bo i udlandet. Og så Israel af alle lande.
Det er vores fridag, og hvad gør man på sin fridag derhjemme? Jeg er normalt god til at være social, men jeg er også god til at ligge i sofaen og se den ene genudsendelse efter den anden med dårlige realityprogrammer, gerne Top Model og Project Catwalk.
Her bruges fridagene anderledes. Sammen med 7 andre volontører og Lise, tog vi på udflugt til Qumran, Masada og Ein Gedi.

Hvis jeg lige skal agere som lommeparlør, for jer som ikke har historien og geografien helt på plads, kan jeg fortælle at Qumran er det sted hvor dødehavsrullerne blev fundet, Masada er en gammel fæstning, hvor det siges at 900 jøder begik kollektivt selvmord for at undgå at romerne fik magten over dem. Samme sted havde kong Herodes til sommerhus. Ein Gedi er et af de steder, hvor det er muligt at bade ved Det Døde Hav.

Ved Qumran så vi de grotter, hvor man har fundet forskellige fragmenter fra dødehavsruller og livet i bjergene for over 2000 år siden.

Vi besteg Masada, da fæstningen er beliggende oppe på et bjerg. Et kort øjeblik overvejede jeg at tage liften op til toppen, men jeg er stædig og vil kunne svare at jeg gik op til Masadafæstningen - hvis nu jeg engang møder nogen som spørger mig.
Det var en times gåtur op i solens hede ved middagstid, men Negev-ørkenen er et smukt syn, så humøret led ingen last.
Hvis vi ikke havde haft Lise med som vores helt private audioguide, havde Masada ikke været særlig spændende, da det blot er gamle ruiner. Men Lise var med, og det var spændende at høre om hvordan man kunne leve i et overflodssamfund på toppen af et bjerg i ørkenen.
Masada ville være mit foretrukne hotel, hvis jeg havde levet for 2000 år siden. Ham Herodes havde sans for luksus med diverse spa og dampbade. Jeg kunne godt have været en af hans mange koner. Materialisme er lige mig.

Efter at have været kulturelle, blev det tid til at plaske rundt i Det Døde Hav. Det var så fedt!
Jeg har godt hørt at man flyder så let som ingenting. Men at det virkelig passede havde jeg ikke tænkt nærmere over.
Det er sandt. Man ligger vitterligt i havets overflade. Jeg kunne ligge på maven i vandet som om at jeg lå på en luftmadras. Men det var bare mit fedt og koncentrationen af salt i vandet som gjorde det muligt. Det var helt sikkert ikke min sidste gang ved dette hav.
Det eneste jeg skal have i mente, er nok at man ikke skal tage afsted efter en omgang Jordan-mave. Det har tendens til at svie bagi. Og så skal jeg nok lade være med at udpensle hvorfor for jer, men blot lade jeres fantasi sætte i gang.

Holocaust Martyrs' and Heroes' Remembrance Day, 2010

2010-04-12T20:33:00.005+03:00

I går, kl 20, startede mindedagen for holocaustens martyer og helte.
I og med at Israel er et land tildelt det jødiske folk som en form for plaster på såret efter deres forfølgelse under Anden Verdenskrig, berører holocausten dem alle dybt.
Der var et mindehøjtidelighedsshow i fjernsynet med sang, taler og portrætter af holocaustens ofre - alt sammen i en meget alvorlig og trist tone, og da jeg var på arbejde mens jeg så showet, fik jeg lov til at opleve hvilken effekt dette havde på vores beboere.
Hernede kan man mærke at det jødiske folk har en meget stærk nationalitetsfølelse. Den forfærdelige fortid har skabt et stort fællesskab. Selvom de piger som så showet stammer fra blandt andet Iran og Yemen, og ikke selv har familie som led under jødeforfølgelserne i Europa, berører det dem dybt hvad der engang skete for deres folk. Tårerne stod ud af øjnene på dem, og snottet løb.
Tænk hvis danskerne var ligeledes. De eneste tidspunkter jeg oplever sand nationalitetsfølelse blandt danskere, er når vi er nået langt i håndbold eller fodbold.

I dag valgte jeg at tage med Katharina (vores tyske roommate) og hendes tyske venner til mindehøjtideligheden i Yad Vashem, Holocaust museet. For at deltage, skulle man være skrevet på en gæsteliste, hvilket jeg ikke var. Men det lykkedes mig alligevel at komme med ind, fordi jeg fulgtes med tyskerne.
Mange stole var stillet op, og højtideligheden gik ud på at klokken 10 blev der holdt et minuts stilhed, hvorefter forskellige foreninger lagde en blomsterkrans ved Warsaw Ghetto Square.
Blandt publikum var præsidenten, premiere ministeren, repræsentants taleren for Knesset (Knesset = Christiansborg), overhovedet for højesteretten, borgmesteren, politichefen og mange, mange andre vigtige mennekser. Jeg er dog for lidt inde i den israelske politik til at opfatte hvem der var hvem.

Efter mindehøjtideligheden valgte jeg at se mig omkring på Yad Vashem.
Da min mor er skolelærer, har mine sommerferier altid indebåret kultur og historie. Og da vi i min familie altid har rejst meget, er det blevet til rigtig meget kultur og historie. Heriblandt har jeg oplevet mange af levnene fra Anden Verdenskrig, såsom Anne Franks hus, massegrave i nordmandiet og koncentrationslejre i både Tyskland, Frankrig og Tjekkiet.
Yad Vashem er ikke bygget på en en gammel KZ lejr eller noget der har noget med krigen at gøre. Alligevel var det en rørende oplevelse at se museet. Ikke fordi museet var meget bedre end andre museer, men nok fordi jeg kom den dag jeg kom. Det er en meget emotionel dag for jøderne, og at betragte museets turister en dag som denne, var meget gribende. Ikke et øje var tørt ved de fleste, og jeg tog helt mig selv i at blive berørt.

Spørge-Jørgen tager til Egypten og Jordan med de kristne

2010-04-11T12:10:00.014+03:00

Sine og jeg har fiflet os til i alt 25 feriedage hernede, og det var på tide at få brugt nogle af dem.
Sammen med Israel Missionen, Joffihuset, Ordet & Israel og Dicipelskolen i Tiberias var vi 40 unge som rejste til Egypten og Jordan fra 4-10 april.

Det var en ubeskrivelig oplevelse hvor vi blandt andet besteg Sinaibjerget, sov på toppen så vi kunne se solopgangen. Vi vandrede i en ørken, hvor vi sov i en beduinlejr. Vi red på kameler og så et camel race. Vi sov i sivhytter ned til Det Røde Hav. Vi var på jeep tur i Wadi Rum. Vi fik ikke-alkoholiske drikke og vandpibe i Aqaba. Vi vandrede rundt i Petra og vi legede S, P eller K i Amman. Og jeg har fået ufatteligt mange stempler i mit pas. Awesomeness!

Jeg var meget spændt på at komme afsted. Jeg kendte ikke særlig mange, og jeg vidste at jeg ville være noget anderledes end alle de andre. Dels fordi jeg er nordjyde (der var kun én mere udover mig af samme "nationalitet", alle andre kommer fra bibelstrædet - nemlig midt- og vestjylland) og dels fordi jeg ikke er kristen.
Det sidste viste sig dog slet ikke at være nogen hindring for at møde det nye fællesskab. Det skabte mange spændende samtaler om livets store spørgsmål, og ofte kom spørgsmålet om hvorfor jeg så var taget til Israel, når det ikke var af religiøse årsager. Mit svar

blev kortere og kortere for hver gang, og til sidst komprimerede jeg det til sætningen at det er fordi jeg fik fortalt at det var landet som flød med mælk og honning.

Hernede er jeg den helt store Spørge-Jørgen, men ingen virker til at have noget imod det. Alle svarer gerne på mine store og små spørgsmål om deres tro, og jeg nyder at suge informationerne til mig.
Blandt andet har jeg fået udspurgt mange om synet på skabelsen, på ægteskab, på det at have sex før ægteskab, på at drikke sig fuld og på homoseksualitet.
Til trods for at jeg hovedsageligt rejser med unge fra Indre Mission og Lutheransk Mission, og de har de samme grundværdier, er alle de svar på de spørgsmål jeg stiller, forskellige fra individ til individ.
Det er det forunderlige ved at læse biblen. Det er som hvis en dansklærer beder sine elever om at analysere og fortolke en roman, og alle de stile læreren vil få tilbage, alle er forskellige. Det er forskelligt fra person til person hvad der bliver lagt mærke til og vægt på.
Jeg bør også snart selv begynde at læse lidt i min lommebibel på hverdagsdansk, så jeg kan få et endnu større indblik i hvorfor de kristne og jøderne ter sig som de gør.

Lang Fredag

2010-04-02T23:34:00.005+03:00

For jer som ikke ved det, er Lang Fredag den dag hvor Jesu bar korset langs Via Dolorosa og op til Golgata, hvor han blev korsfæstet. Altså går den ud på andet, end at pleje tømmermænd fra torsdagsdruk.
Denne dag er det i Jerusalem en tradition at gå samme vej som Jesus gik i sin tid, nemlig Via Dolorosa.
Den danske vandring på Via Dolorosa foregik kl 8 om morgenen, så vi var tidligt afsted med bussen om morgenen. Der var mange mennesker allerede kl 8 om morgenen mens vi gik. Fik jeg pointeret at det var tidligt om morgenen? Ellers får i den lige en gang til, det var om morgenen - tidligt.

Det foregik således at vi gik fra station til station, hvor vi ved hver station havde oplæsning fra forskellige passager i biblen, hvor vandringen står beskrevet. Efter oplæsning sang vi en salme, og gik derefter videre til næste station. Således foregik hele vandringen som sluttede af med en prædiken i St. John's Chappel i Redeemers Church (den danske kirke).

Efter den danske vandring, var vi nogle stykker som ønskede at se den internationale vandring, som foregik kl 12. Det var umuligt at komme i nærheden i Via Dolorosa. Menneskemængden var massiv, og folk maste hinanden op ad de forskellige politiafskæringer.
Jeg og Emmeli (en pige fra organisationen Ordet og Israel) fiflede os foran til hegnet og kunne se en smule af optoget, da en mand klædt ud som Jesus med en tornekrone, kom bærende med et kæmpe kors i følgeskab af Simon som hjalp med at bære korset, jomfru Maria, Maria Magdalena og romere i armering samt en mand bærende på en kæmpe boom blaster. Folk gik helt grassat da dette optog blev udført, og man kunne ikke se noget for udstrakte hænder med kameraer.

Det er sjovt at se hvor forskellige grupperinger der findes inden for kristendommen, og hvor forskelligt troen praktiseres.
Det danske optog var meget stille, roligt og fredeligt, men der var nogle ortodokse præster af en eller anden art som var villige til at vælte alle ned på deres vej; en idiot havde fejlagtigt troet at han kunne køre i bil på Via Dolorosa i modsat retning af optoget, og da folk prøvede at få bilen fra fra massemængden, kom disse præster stormende ned af gaden med et enormt stort metalkors i stil med 3 meter langt. Og der var ingen nåde, de skulle vandre smertens vej, og det var her og nu. Koste hvad det ville, om så en lille etiopisk kvinde ville blive trampet ned under processen, skulle det ske.

Det er en kæmpe oplevelse at opleve påsken hernede, og på tæt hold se hvor vigtig en rolle religion spiller i mennesket. Folk valfarter fra nær og fjern for at opleve Jerusalem i denne tid. Det får en som mig til at tænke. Det må være utroligt at brænde så meget for noget, som man ikke kan bevise er virkeligt. Jeg er endnu ikke blevet religiøs mens jeg har været hernede, men jeg er begyndt at få en større forståelse for hvorfor det er så vigtigt for nogle mennsker at tro. I de mennesker jeg møder, kan jeg se at deres religion spiller en stor rolle i deres hverdag, og selvom det til tider skaber dem store frustrationer, finder de oftest også stor tilfredsstillelse i deres tro. Og det er fantastisk at betragte.
Hvor jeg dog virkelig håber på at komme ind på antropologistudiet i Århus så jeg kan få et erhverv ud af at betragte menneskers adfærd.

Skærtorsdag

2010-04-01T23:17:00.002+03:00

Det er i dag skærtorsdag, den aften hvor Jesu holdte sin sidste nadver, bad i Getsetemans have og blev taget til fange af romerne.
Tjek lige ud, hvor god jeg er blevet til den kristne historie. Respekt til mig.
Vi fejrede skærtorsdag med en international gudstjeneste i Redeemer Church (hvori den danske kirke er placeret) i den gamle by.
Denne gudstjeneste foregik på flere forskellige sprog og derefter gik vi i et optog langs via Dolorosa, ud af byen, forbi Getseteman Have og op til Maria Magdalena kirken.
Under optoget, havde vi et sanghæfte med 17 sange, hvoraf jeg kendte absolut ingen. Lidt ærgerligt. Men heldigvis var jeg ikke den eneste.
Da vi ankom til Maria Magdalena kriken tændte vi lys mens der blev holdt andagt på henholdvis engelsk, tysk, dansk, arabisk og svensk.

Bethlehem, Palæstina

2010-03-30T23:10:00.005+03:00

Advarsel: Denne blog er tiltænkt mine venner og familie og mig selv, når jeg vil se tilbage på mine oplevelser. I dette indlæg, kan jeg ikke undgå at udmelde nogle af mine holdninger. Hvis du ikke kan lide at læse hvad jeg skriver, så lad være.

I dag var min fridag, og så gik turen til Bethlehem med Eva og Jonathan, musallaha volontørerne som forsøger at skabe forsoning mellem israelere og palæstinensere.
Jeg var rigtig glad for at tage afsted med Eva og Jonathan, da de ofte har været i Bethlehem med deres arbejde, og dermed kunne fortælle mig rigtig meget om situationen mellem israelerne og palæstinenserne, og jeg sugede det hele til mig.

Bethlehem passet var lukket grundet Pesach, og derfor kunne vi kun tage et enkelt andet checkpoint.
I bussen kørte vi på en vej som kun israelere må køre på. Vejen til palæstinenserne bestod af en grusvej på et plateau nogle meter under os.

Vestbreden er meget anderledes end Israel. Omgivelserne gik fra at være en nydelig civilisation til et forsømt, fattigt land. Jeg kunne ikke undgå at mindes Laos og Cambodia når vi gik på vejene, og så de gamle lig de kaldte biler og haverne som var tilgroet med ukrudt og ragelse.

Grænsen mellem Israel og Palæstina er markeret af det som israelerne kalder "the safety fence", et sikkerhedshegn bestående af en 6 meter høj beton mur, som tårner op.
Dette "hegn" adskiller både israelere og palæstinensere samt palæstinensere fra deres egen familie. En ny mur er ved at blive bygget, og har man familie på den anden side, gælder det om at besøge dem nu, hvor man stadig kan komme forbi muren.

Vi tog med en taxa rundt i Bethlehem for at se street art (graffiti) udført af den anonyme britiske kunstner Banksy. Det meste var at finde på muren, som var prydet med politiske budskaber om ønske af fred og forsoning.
Især Banksys kunst har ofte politiske budskaber. Hans værker er blandt andet en autonom som kaster med blomster, en palæstinensisk pige som visiterer en israelsk soldat og en fredsdue med en sikkerhedsvest på og en rød markering af et sigtekorn.

Det rørte mig dybt at opleve denne mur, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over denne segregering af to folk.
Før jeg tog til Israel, forestillede jeg mig det land Jesus gik rundt i for 2000 år siden, hvor man stadig red på æsler og gik i bare tæer. Jeg lærte hurtigt at det ikke er tilfældet. At Israel er et moderne land ligesom resten af den vestlige verden.
Men da jeg oplevede "sikkerhedshegnet", kom jeg i tvivl om hvor moderne et samfund Israel er. Mon de er nået helt frem til 2010? For så vidt jeg kunne se, var de kun nået til 1961 i den kolde krig, hvor man byggede Berlinermuren. Og jeg tænker på hvornår de mon når til slutningen af 1989, hvor man indser at forsoning er bedre.

Israel er ikke længere "the under dog". Tværtimod. Det er dem som udgør majoriteten, og det er dem som har magten over de checkpoints som er mellem Jerusalem og Bethlehem.
Det kan være svært for en palæstinenser at få tilladelse til at komme ind i Israel, men en kristen palæstinenser er velkommen til deres religiøse festligheder såsom påsken. Dog må de kun komme igennem Bethlehem passet, og fordi Pesach rammer samme tid som Påske, er passet lukket, og de kan ikke passere.
At Bethlehem passet er lukket, lukker også af for turismen, hvilket er Bethlehems eneste reelle indtægt.
Vi faldt i snak med en butiksejer som bød os på the. Han fortalte at han havde lejlighed i Jerusalem, og at han hver eneste nat er nødsaget til at sove i sin lejlighed i tilfælde af at israelerne laver en razzia. Sker det, og han ikke er i sin lejlighed, kan de påstå at han ikke bor der, og dermed kan han miste sit pas i 8 år, hvor han ikke har mulighed for at rejse ind og ud af Israel.

Jeg er ked af at mit syn på Israel blev ændret så markant igår. Men hvad skal al den magtdemonstration til for? Det er ikke andet end spillen med musklerne fra Israels side. Hvor er medmennskeligheden? Hvorfor vende det blinde øje til?
Et af de 10 bud lyder "Elsk din næste som dig selv". Lider jøderne af et stort selvhad, eller glemmer de et af de 10 vigtigste punkter i deres religion - til trods for at deres religion er årsagen til at de kunne få Israel/Palæstina.

Tyk.

2010-03-29T15:37:00.004+03:00

Jeg er blevet for tyk. Kagevoteringerne er ikke godt for min form. Det var Etti så sød at påpege for mig, da hun ville komplimentere mit valg af kjole.

"When you wear your clothes like that, I can see that you have weight, but I cannot see that you are fat. And you remind me of an Israelic children actress... She's REALLY huge".

Hun kompenserede dog med kommentaren "But I like your handwriting. It's nice".

Palmesøndag

2010-03-28T19:27:00.003+03:00

Palmesøndag er den dag hvor Jesus ankom til Jerusalem til jødernes pesach, og blev taget imod som en konge, og folk viftede med palmeblade for hans fødder. Den dag i dag samles mennesker stadig til et optog på toppen af Oliebjerget, og går ned ad den rute Jesus siges at have gået mens de synger og vifter med palmeblade.

Når jeg fejrer palmesøndag med min familie i Danmark, gør vi intet i denne stil. Faktisk gør vi slet ikke noget. Og hvis vi gør noget som har noget som helst med påsken at gøre, er det at sende gækkebreve og finde påskeharens påskeæg. Og det har åbenbart intet at gøre med påske, til trods for at ordet påske indgår i navnene.

Jeg har fejret denne palmesøndag ved at gå ned ad Oliebjerget i et kæmpe optog sammen med kristne fra verden over. Jeg gik side om side med præster, nonner og munke samt almindelige, glade mennesker, og stemningen var høj og munter.

Vi var en dansk lille gruppe som fulgtes ad og sang salmer og lovsange. Og til trods for at jeg var den eneste ikke-troende blandt os, var jeg den eneste som gik med et palmeblad. For helt ærligt, hvis jeg er taget hele vejen til Jerusalem og har mulighed for at fejre dagen traditionen tro, skal det da udføres til punkt og prikke. Jeg ville have det hele med.

Dagen var fuld af interessante oplevelser. Der var virkelig gang i optoget, og jeg endte med at danse i en rundkreds med en flok asiasiske kristne samt en præst og tre nonner, før jeg skulle høre patriarken holde en tale. Patriarken er forresten for de ortodokse kristne hvad paven er for katolikkerne.

Aldrig har jeg før prøvet at gøre så meget ud af palmesøndag. Det var en fed, fed oplevelse. Jeg kan ikke vente til at opleve flere traditionelle ritualer!

Jeg ELSKER vores dør

2010-03-27T23:14:00.004+03:00

Et billede siger mere end tusind ord.

... er nu en del af dit sociale netværk

2010-03-26T00:37:00.005+02:00

Det er virkelig fedt med det sammenhold vi har fået hernede med de andre volontører.
Da jeg fik bekræftelsen fra Meet the People om at de gerne ville have mig med til Israel, viste det sig at vi kun var 3 volontører som skulle afsted, og at der var en volontør bosat dernede i forvejen. Altså ville vi kun blive 4 unge danskere. Troede jeg.

Før jeg tog afsted, kendte jeg hverken til Joffihuset, Ordet og Israel eller bibelskolen i Tiberias.
Joffihuset er et hus i Jerusalem med unge danskere som arbejder i henholdsvis suppekøkkener og med opsætning af lejligheder.
Ordet og Israel volontører har det samme type arbejde som os Meet the People volontører, og bibelskolen i Tiberias har jeg ikke mødt endnu, det bliver først til d. 4 april, når vi alle skal til Sinai og Jordan. 40 styks unge danskere.
Joffi huset holder åbent hus hver tirsdag, hvor os Meet the People volontører og Ordet og Israel volontører ofte deltager, og dermed lærer hinanden at kende, og forskellige arrangementer holdes i fællesskab. Og det er fedt, for så møder man pludselig andre nede i byen som man kan hilse på, eller invitere med til Purimfest.

Udover de andre danske organisationer, har vi også fået flere volontører fra vores organisation hernede.
To uger efter Sine, Peder og min ankomst, ankommer det unge ægtepar Simon og Mathilde, og i starten af marts kom kæresteparret Eva og Jonathan.
Det vil sige at vi nu er
Mette, 20 år og volontør på Alyn Hospital for unge handicappede. Rejser desværre hjem efter påske.
Sine, 20 år og min registrerede partner på udenrigsministeriets register.
Peder (udtales med hårdt, og ikke blødt d), nu 26 år og volontør på San Simon for handicappede. Vores alles farmand.
Simon, 22 år, gift med Matilde på 21 år, begge volontører på et plejehjem.
Eva, 23 år, i et forhold med Jonathan på 24 år, begge er Musallaha volontører på vestbredden.

Altså er vi 8 volontører bare fra Israel Missionen, og vi er rigtig gode til alt det der fællesskab. Blot i denne uge samles vi søndag til Peders fødselsdag, onsdag til æggepustning hos Mette, i dag (torsdag) var vi i biografen og se Alice in Wonderland, fredag skal vi til Shalom Aften hos Jakob og Lise til et måltid som optakt til Påsken, hvor vi også vil få set en del til hinanden. Og ikke nok med det, vi nyder rent faktisk også hinandens selskab.

Jeg havde slet ikke forudset at der ville være så store muligheder for at danne et socialt netværk, men det har der været. C'est über nice.

I Torkilds fodspor

2010-03-25T11:22:00.004+02:00

Os volontører er rigtig glade for den danske filmperle "Blinkende Lygter". Især scenen hvor der pustes æg, har en særlig plads i vore hjerter, og da påsken er lige om hjørnet, har vi alle besluttet os for at samles og puste æg på god, gammeldags maner.

http://www.youtube.com/watch?v=E2WrE7SKmK4

Ovenstående link, er det eksempel på dansk kultur, vi alle prøvede at efterleve.

Vi var alle samlet hos Mette, og vi havde en vældig morsom aften. Jeg er totalt nede med det at puste æg.

Kender I det, når man ved en fejltagelse smider sine underbukser i toilettet?

2010-03-24T23:38:00.008+02:00

Jeg får alt for lidt søvn hernede. Og det er min egen skyld. Nogle gange får det blot uheldige konsekvenser.

Da jeg i morges stod tidligt op (af egen fri vilje, fordi det var min fridag, og det skal udnyttes til fulde), var jeg åbenbart ikke vågnet helt op endnu.
Jeg var gået ind på badeværelset for at tage mit morgenbad, men så forkludrer jeg min morgenrutine.
Jeg plejer om morgenen at gå på toilet og smide mine snavsede underbukser til vask, men denne morgen går jeg ikke på toilet. I stedet smider jeg trusserne i toilettet, og først da de ligger i kummen og langsomt vædes til med væske, går det op for mig hvad jeg har gjort.
Jeg bander og svovler, får underbukserne fisket op og går i bad.
Heldigvis forvekslede jeg kun toilettet med vasketøjskurven, og ikke vasketøjskurven med toilettet. Så havde det været en helt anden, og noget mere ulækker fortælling jeg havde om morgenens strabadser.

Det er ikke altid lige nemt at se forskel på vasketøjskurven og toilettet. Begge har jo noget med vand at gøre.

At være langt hjemmefra

2010-03-22T22:07:00.003+02:00

Så er det sket. Så er det krafteddermandme endelig sket at Flight of the Conchords kommer til Danmark og spiller på Vega. De spiller den 23. maj, og selvfølgelig er jeg ikke hjemme! Kæmpe fejl.
Jeg må se om jeg kan komme til en eller anden vild koncert hernede som kompensation, selvom det aldrig nogensinde kan måle sig med at høre Jemaine og Bret.

Moshes livsfilosofi

2010-03-20T20:07:00.005+02:00

"Love is energy. If we don't have love, we don't have energy. And we need energy to live" / Moshe.

H&M kommer til byen

2010-03-19T13:45:00.005+02:00

Folk er jublende glade her i Israel, for nu er de en del af den sande civilisation; de har fået H&M!

Da jeg først skulle møde kl 14 i dag, kunne jeg lige nå et smut i the Canyon/Jerusalem Mall.
Centeret var fyldt med mennesker. Jeg tænkte "nåh ja, det er fredag (tilsvarende vores lørdag), så alle har fri og kan shoppe". Men hvad jeg ikke havde tænkt over, var at tidligere i ugen var H&M åbnet.
Dette er store nyheder i Israel. I fjernsynet, aviserne og reklamerne har man ikke hørt om andet, og ved åbningen af butikken i Tel Aviv havde hundredvis af mennesker ligefrem stået flere timer i kø.

Da jeg kommer op på anden etage, ser jeg selv en massemængde af mennesker stående i kø foran en forretning med det velkendte røde logo bestående af 3 tegn, et H, et & og et M.

De var alle linet op som folk der står i kø til en fancy natclub i London med dørmænd som bestemmer hvornår der er plads til dig derinde.

Jeg kunne ikke skjule mit grin, og tog billeder af dette vanvittige syn. Det er jo bare en ganske almindelig H&M. Men folk var ellevilde. Jeg stillede mig selv op i køen, for dette ville jeg være en del af. Folk hev bunket af tøj til sig og da køen til omklædningsrummet var flere meter lang og bred, gav flere op og prøvede blot tøjet foran det nærmeste spejl i butikken.

Det morsomste ved det hele, er at udbuddet ikke engang var særlig stort. Butikken er kun på størrelse med den i City Syd i Aalborg og udbuddet godt det samme.

Men hey, nu er Israel lige så international som alle de europæiske lande, for nu har de H&M butikker, og ikke bare en, men hele to. Sådan!

Ørkenvandringen part 2, now featuring Jakob og de 10 volontører

2010-03-17T20:03:00.008+02:00

"Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« " 2. Mos. 16, 2-3.

Da jeg for flere år siden holdt som spejder, troede jeg at nu var det endelig færdig med vandreture med rygsække og overnatninger i telte samt mad over bål eller kokkereret i trangia. Det er ikke tilfældet.

Søndag aften tog vi hen til præstelejligheden for at overnatte, så vi dermed kunne komme tidligt afsted til Maktesh Ramon ørkenen næste dag.
Vi havde lejet 3 biler og fået fordelt proviant og telte i de forskellige rygsække. Alle bar rygsække i vægtklassen 10 til 22 kg, de fleste over 14 kg. Jeg var hardcore; min vejede 17 kg.

Afsted på turen havde vi Tel Aviv bilen med Anette og Martin, Lisbet og Thomas. Der var en bil med Jakob Præst, Simon og Matilde og der var den fede bil med Mette, Sine, Peder og undertegnede.
Køreturen var på 3 timer, så vi havde forskelligt musik med. Der var Depeche Mode, Kent og Keane, som blev spillet hver gang jeg fik magten over anlægget, og der var noget lovsangspjat som de andre satte på når jeg ikke sad på forsædet og kunne dominere. Vi lever jo i et demokrati, og ikke diktatur med mig på lederposten. Desværre.

Maktesh Ramon, en del af Negevørkenen, er et kæmpe krater med få similariteter til Gran Canyon. Vi parkerede bilerne i den ene ende af krateret første dag, startede ud med frokost og påbegyndte derefter vores ørkenvandring.
Jakob havde før spurgt om turen skulle være hardcore eller human.
Som tidligere nævnt, lever vi desværre i et demokrati, og da jeg var den eneste som stemte for en human tur, blev jeg nedstemt og dermed udsat for flertallets diktatur.
Og det var hardcore. Vi gik 15-20 km hver dag, og det indebar ikke bare bakke, men bjerg op og bjerg ned og usikkert underlag at gå på med tunge rygsække i høj sol og sandet blæsevejr.
Til trods for mælkesyrede ben, rygge og nakker, vabler på vores fødder og godmodigt brok, var det dog et helt fantastisk landskab som vi befandt os i. Klippeformationer i forskellige farver rangerende fra rød til hvid til sort til lilla og en helt klar, blå himmel.

Første aften blev det hurtigt koldt efter solen gik ned. Der blæste enormt meget, og vi havde ingen steder med læ, hvor vi kunne placere vores telte, og hvis man som pige ville på toilet, skulle man gå et pænt stykke vej for at kunne skjule sig bag et bjerg.
Men vores aften var skøn alligevel. Vi var færdige med at gå for denne dag og aftensmaden var helt fantastisk. Vi fik ris med pølseret lavet på trangia i mørke ved hjælp af pandelamper. Det var måske ikke et michelin måltid, men jeg giver det 5 kæmpe stjerner. Sulten er det bedste krydderi sammen med pølser.
Efter aftensmad lavede vi lejrbål, drak øl og cola og grillede skumfiduser. Kan det blive meget bedre?

Jeg har erfaret at man aldrig skal stole på Jakobs afstandsbedømmelser. Når vi spurgte hvor langt vi var nået, var det altid en tredjedel. Et par kilometer senere? Stadig kun en tredjedel plus lidt mere. Og efter yderligere tilbagelagte kilometer udbryder han at nu er det ved at være den tredjedel vi har gået.
På andendagen gik Martin, Peder og Jakob i forvejen for at hente bilerne. Planen var at de skulle gå en genvej på 10 km hen til bilerne og køre os i møde med dem, således vi andre kun skulle gå 5 km. Vejen var tidligere blevet vasket væk af regnen, så bilerne kunne kun køres 3 km, og vi nåede at gå næsten 10 og ikke 5 km før vi kom dem i møde.
Aldrig igen stoler jeg på Jakobs afstandsbedømmelse.

Vi kørte bilerne hen til den anden ende af krateret og parkerede dem ved en beduinlejr, hvor vi kunne fylde vores vandflasker op.
Denne dags vandring var meget mere vellykket end den forrige, som til Jakobs forsvar, havde været et eksperiment.
Vi gik på en bjergryg og havde den mest vidunderlige udsigt over hele krateret og bjergene som omringer det. Og tempoet var til at holde ud. Stien var nemlig relativ smal, og jeg førte an. Dermed var jeg med til at bestemme tempoet. Da vi kom ned fra bjergryggen, kom vi ned i et gammelt flodleje som førte os hen mod næste nats lejr, som var virkelig god. Vi havde læ fra smukke bjerge og fik sat en lejr op med telte og lejrbål med gentagelse af forrige aftens succes. Blot med en anden ret og mindre kulde.
Og til lejrbålet bidrog Martin med underholdningen; sin helt egen quiz med Beverly Hills 90 210 spørgsmål, hvilke Peder blandt andet var mester i at besvare. Og ja, der blev læst rigtigt. Quizzen er lavet af en fyr og en anden fyr var mester i at besvare. Hvem sagde kønsrolleforvirring?
Jeg kan virkelig ikke beskrive hvor god en vandring vi havde denne dag. Til trods for at vores kroppe var ømme af at vandre med rygsække, var det ikke noget man bed mærke i, når man så de overvældende spændende landskaber. Der var gode vibrationer fra alle og det var bare en helt igennem god dag.

Sidste dag i ørkenen startede med havregrød med chokolade. Derefter pakkede vi lejren ned, gik hen til bilerne og satte vores rygsække, så vi ikke skulle bære dem til vores bestigning af et meget, meget, meget stejlt bjerg.
Jeg lider i forskellige tilfælde af slem højdeskræk, og bestigningen af dette bjerg blev et af dem. Som sagt var det meget stejlt, i mine øjne gik det lodret opad. Og man havde intet skridsikkert fodfæste.
Det krævede meget energi og selvdisciplin at kravle op, for tænkte kun på hvordan jeg mon nogensinde ville kunne komme ned igen, men jeg klarede det og kom op på toppen til de andre som spiste pitabrød med nutella og drak cola.
Efter nogle hoppebilleder var taget, gik turen nedad igen, og Jakob guidede mig ned ved at gå foran mig. Dermed kom jeg ned uden problemer, og vi gik tilbage til bilerne og kørte hjem mod Jerusalem.

Jeg synes det var virkelig fedt at være med på ørkenturen, til trods for al det brok jeg af og til lukkede ud. Er stolt af mig selv for at have klaret det, men som min krop har det lige nu, skal jeg kun med igen hvis der bliver kortere distancer at skulle nedlægge og mere tid i lejren. Lige nu er min krop som en 90 årig kvindes med hofteskred. Og jeg er altså kun 21 år.

Jeg kan nu sætte mig fuldt ind i jødernes frustration over at skulle vandre rundt i ørkenen i 40 år. Og jeg vandrede kun i knap 3 dage. Jeg er overbevist om at Jakob også må have virkelig ondt af Moses, som ikke bare skulle lede 10 volontører rundt i 3 dage, men et helt folkefærd rundt i 40 år.

Eilat

2010-03-05T12:37:00.004+02:00

Da vores husmoder, Chaya, fortalte os at vi skulle med arbejde til Eilat, og det betød at vi skulle fra et regnfyldt Jerusalem og sydpå til et solrigt Eilat, var vi lutter glade miner.

Vi havde en dejlig tur til Eilat, det var skønt at få lov at komme til Eilat, og det var alletiders at det blev med de unge på Beit Tamar, for på denne måde ville vi komme tættere på dem og få nogle oplevelser sammen med dem.
Men, og der kommer altid et men.
Vi var blevet forberedt på at skulle arbejde en del, men vi var slet ikke forberedt på hvor meget "en del" egentlig indebar.

Turen til Eilat forløb sig fra mandag til torsdag. Og mandag startede vi arbejdsdagen kl 6.30, og havde først fri kl 23.30, og vi havde ingen fritid fået denne dag. 17 timers non-stop arbejde. Flere af timerne bestod dog af at sidde i en bus, men jævnligt bliver man bedt om at give lidt vand, flytte på en fod eller blot at underholde.

Israelere har et ry for at være yderst utålmodige i forhold til fx en dansker. Og det er der altså ikke noget at sige til, når deres ventetid altid er så lang. Effektivitet er ikke essensen af arbejdsmoralen hernede.
Pigerne var alle klar til at komme afsted da klokken var 8 om morgenen, alligevel blev der kun ordnet småting hist og her da alle var klar, og da bussen endelig kom, gik der en milliard år (okay, overdrivelse fremmer forståelse) før de overhovedet begyndte at pakke den og sende pigerne op i bussen. Og da de endelig var kommet ind i bussen med en lift, skulle der lige bruges yderligere en time på at få alle spændt fast. Og vi taler om i alt 7 kørestolsbrugere. Klokken var næsten 11, før at alt var pakket, spændt og klart og turen gik sydpå.

Køreturen derned var helt vidunderlig. Vi kørte et langt stykke af vejen langs det døde hav og i et ørkenlandskab, og det levede fuldstændig op til mit indre billede af hvad Israel var. Ikke noget med moderne bygninger og larmende trafik. Nej, blot en sø og ørkenlandskab.
Det var ret vildt at befinde sig på verdens laveste punkt, og man fik hurtigt propper i ørene. Jeg glæder mig til at komme derned og bade. Det er blot en halv dagstur i bus fra Jerusalem.

Hotellet vi boede på, var ikke lige det mest velegnede for kørestolsbrugere. Hvis jeg fortæller at navnet på hotellet var Isrotel Sport Club, burde alarmklokkerne have ringet i vores leders ører. Men nej. Vi var blevet indlogeret på et sportsorienteret hotel med unge i kørestol som ikke dyrker anden sport end at løfte deres morgenkage fra tallerkenen til munden, hvilket ikke engang alle gør selv.
Det var rigtig bøvlet indrettet dette hotel. Sengene var virkelig lave, og dermed umulige og ubrugelige når pigerne skulle forflyttes til deres senge, og vi havde ingen lift, så måtte selv forflytte dem og gøre vores bedste for at undgå at gøre unødvendige bevægelser og dermed ødelægge vore rygge.
Det var helt galt hver gang pigerne ville fra lobbyen og ned til salonen. Der var ikke mere end 4 trins plateau forskel, men det var alligevel nok til at gøre det umuligt for beboerne at komme frem og tilbage uden at en ansat kom og hjalp med en oldgammel elevator som tog over 30 minutter for at få alle mand igennem.
På den anden side, var det et hotel med All Inclusive og et godt, stort udvalg til buffeten både til morgenmad, frokost og middagsmad samt mulighed for kage, is og drinks i alle de mængder man kunne ønske sig.
Og der var en pool med en bar. Hvad andet kan jeg sige end ordet "nice"?

Om aftenen var der forskelligt elendig underholdning på hotellet. Det var så elendig en underholdning at det var yderst underholdende, og vi havde svært ved at holde masken, for vores leder og de andre workere klappede i hænderne af begejstring. En aften var det børneunderholdning med eksempelvis stopdans og banko. En anden aften bestod af et latterligt par som delvis sang og delvis mimede til dårlige israleske schlagere og folk blev inviteret ud på dansegulvet til fælles dans på rad og række.
Ikke kun vores hotel bød på elendig underholdning, også søsterhotellet bød på et stort "spektakulært" show "that will leave you breathless". Måske jeg bare har set lidt for mange store, spektakulære shows i storbyer verden over, men dette var alt andet end i klasse med Broadway. Amatørartister i mærkelige forskellige shows uden nogen som helst sammenhæng til hinanden. Eksempelvis var en scene bestående af en mand og kvinde i et kontor, kvinden stripper til corsage og begynder derefter at jonglere bolde som forspil, og taber adskillige af boldene. Næst efter kommer 4 mænd med afbleget hår og avatarlignende kostumer og begynder akrobatik efterfulgt af et 80'er discoparty på rulleskøjter.

Når vi endelig fik fri sent om aftenen, kunne vi ikke komme hurtigt nok udenfor og sidde med benene oppe og med kolde drikkevarer i hånden.

Tirsdag havde vi 3 timer fri, og dem tilbragte vi med stor glæde ved poolen. Onsdag fik vi en time for os selv, også tilbragt ved poolen. Og efter 30 minutter tilbragt i en park med en mand, som skulle lære pigerne ikke at være bange for hunde, fik vi 3 timer mere til rådighed, hvor vi gik langs Eilats promenade.
Jeg har ikke rigtig set noget af Eilat, men tror til gengæld at den smule jeg så, også er den smule der er at se. Det er en dejlig by, men meget lig andre badebyer i Europa.

Torsdag oprandt dagen endelig hvor vi skulle tilbage til Jerusalem. Jeg ved godt jeg lyder ekstremt negativ i mine beretninger. Forstå mig ret, jeg nød at få muligheden for at komme sydpå og opleve Eilat, men jeg nød lige så meget at komme hjem igen til en weekend uden arbejde og uden at høre sætningen "Astrid, can you please ...".
Både Sine og jeg var ret så brugte efter 4 dages intens arbejde, og jeg formåede at lave et vred i min ryg under hjælp til et toiletbesøg og i forvejen værkede kroppen.
Så da vi kom hjem til kageklubben med de andre volontører, troede jeg næsten jeg var død og steget til himmels.

Purim, baby!

2010-02-28T15:41:00.003+02:00

Purim er en jødisk udklædningsfest. Hvorfor de klæder sig ud, ved jeg ikke. Men til Purim fejrer de at Esther (fra Esthers bog i det gamle testamente) reddede det jødiske folk. Og til Purim gælder det om at drikke så meget, at du ikke kan se forskel på helten og den onde, onde modstander. Selv de ortodokse jøder siges at drikke sig fra sans og samling denne dag, som egentlig først er søndag d. 28 februar.
Man kan købe udklædningstøj mange steder, og Sine og jeg har købt godt ind til denne fest. Sine har købt ind til et Peter Pan kostume, og jeg kunne ikke helt bestemme mig. I skrivende stund er jeg i besiddelse af en rød klovnenæse, en platinblond paryk, en kaptajns hat samt to piber.

Purimfest for de gakkede

I søndags (d. 21. februar) var vi til Purimfest med tre af vores beboere på et fancy hotel i den nordlige del af byen. Sine og jeg var alene afsted som ansvarshavende for vores tre unge, og kun en af dem kan gøre sig forståelig på engelsk.
Det var en vældig morsom aften, hvor alle virkede mere eller mindre skøre. Her var både kørestolsbrugere, udviklingshæmmede, mongoler og folk jeg antager må have en form for aspergers eller mangel af sociale kompetencer.
Sine og jeg havde begge klovnenæser på, og straks kom en ung, glad fyr hen til os og roste vores fantastiske udklædning og ville hellere end gerne at vi satte os sammen med ham og hans ven. Så det gjorde vi selvfølgelig, og det var vældig hyggeligt. De var meget snakkesagelige og interesserede i at fortælle om dem selv. Vi kunne godt mærke at de ikke var helt gennembagte, men de var herlige.

Før vi skulle spise, skulle alle ud på dansegulvet foran en scene med en DJ pult og danse. Så det gjorde vi. Sine og jeg tog hver vores pige i kørestol og dansede rundt på dansegulvet med alle de andre.
Efter vores svingom med Slil, Mona og en masse andre glade mennesker, var det tid til at gå til bords og få pitabrød med hummus og kyllingeschnitzel med pastasalat. Et typisk måltid vi får serveret hernede.

Kort efter spisning kom vi til udkåring af det bedste kostume, lidt mere dans og derefter dessert.
Det var ikke nogen særlig lang aften, fra kl 19.30 til 21.30, men vi morede os gevaldigt og pigerne vi havde med, syntes også virke til at nyde det i fulde drag.

Purimfest for volontørerne

Én purimfest er ikke nok. Fredag fejrede vi også Purim hos præsteparret Jakob og Lise med de andre MTP volontører og nogle frivillige fra Jakobs arbejde, norske Johannes og finske Johanne og Talvikka.
Sine, Mette og jeg kom i god tid, da vi ikke kan tage en bus alt for sent om fredagen, for om eftermiddagen starter Sabbaten jo, og der stopper trafikken.
Vi fik the og en jødisk version af et pain au chocolat, og så prinsesse film med døtrene Rebekka og Hannah. Jeg elsker det, simpelthen elsker det.
Efter en film både med Jasmin fra Aladdin og Auora fra Tornerose, blev det tid til at forberede aftensmad: Burgere og guacamole. Kan I sige mums?
Kl. 18.30 startede Purim aftenen, og alle var klædt ud;
Jeg var skipper, Sine var Peter Pan, Mette var sørøver, Peder var en Zombiebrud, Simon var klovn, Mathilde engel, Lise en bi, Jakob havde afro, Talvikka var lampens ånd og Johanne var udklædt som kineser. Johannes var dog bare Johannes.
Det var et vældig lækkert måltid, og min mave kunne slet ikke indeholde mere - udover de saltfisk og fastelavnsboller som blev serveret til dessert. Oh yeah baby. Denne aften var et kulinarisk paradis for Astrids smagsløg.
Efter middagen sang vi nogle lovsange, spillede spil og hyggede til sent ud på aftenen. Først kl halv 2 var vi tilbage i kærlighedshybelen.
Det var en fantastisk purimaften.

Purim med kibbutzen

Dette var en helt fantastisk Purim, lige i min ånd.
Det øsede ned med regn, men Sine og jeg trodsede vejret, tog træningsbukser, varm sweater og regnjakker på, og tog bussen ind til den gamle by.
Vi vidste ikke præcis hvor vi kunne finde en synagoge, eller hvornår det startede, men vi satsede på at kunne finde et sted. Vi stødte da også på to nydelige damer, som var på vej til synagoge, og vi fik lov til at følge dem.
Vi kom ind i et lille lokale med hvide hvælvinger og opdelt efter køn. Os kvinder skulle sidde bag og forhæng og kunne dermed kun høre rabbineren læse højt af Esthers bog.
Mange var udklædte, selv ældre kvinder havde paryk og maling i ansigtet. Vi var gennemblødte, men det glemte vi snart, for vi skulle holde øje med hver gang de nævnte Hamans navn under oplæsning af Esthers bog. Der gjaldt det jo om at larme og huje.
En virkelig sød pige fra Sydafrika satte sig ved siden af os og viste os med fingeren hvor i teksten var vi, og efter "gudstjenesten" anbefalede hun os at tage til "the Herritage" og snakke med Moish angående et program, så det gjorde vi, uden at vide helt præcis hvad det var.
The Herritage viste sig at være et jødisk hostel, og Moish var der ikke da vi ankom, så vi blev vist hen til opholdsstuen, som var flydt med unge mennesker fra en kibbutz, som vi faldt i snak med.
Moish kom, men programmet viste sig kun at være for jøder, så det kunne vi ikke deltage i. Til gengæld ville kibbutzgruppen ud at fejre Purim, og de spurgte om ikke vi ville med. Og jo, det ville vi egentlig gerne.
Først skulle vi lige høre endnu en oplæsning af Esthers bog, men før og efter fik vi serveret vodka med icetea, ikke omvendt. Og så gik turen mod hovedgågaden, Ben Yehuda og hen til en af barerne på sidegaderne, hvor vi både fik øl, tequila og vandpibe. Det var lige mig, og heldigvis gad Sine godt lade mig få denne aften. Og vi morede os big time.

Vi har haft 3 vidt forskellige Purimfester hernede, og alle var fantastiske. Purim er en fed tradition, som jeg virkelig godt kan relatere til. Men jeg er også en stor fan af den danske fastelavn, og der er visse ligheder.
Forhåbentlig er det ikke sidste gang jeg oplever denne fest.

Jeg burde blogge noget mere

2010-02-26T09:06:00.014+02:00

... jeg finder bare ikke lige tiden til det.

Jeg burde skrive om vores tur til gravkirken og gravhaven.
Jeg burde skrive om min 3 timers lange gratis guidet tour, men det gider jeg ikke.
Jeg burde skrive om Sines og min tur til Tel Aviv.
Jeg burde beskrive mit første bibelstudie.
Jeg burde beskrive mit israelske besøg hos Morans familie. Men det bliver ikke lige gjort.
Jeg burde skrive om Purimfesten på et fancy hotel med 3 beboere. Det må vente til et andet indlæg.
Jeg burde skrive om vores tur til Oliebjerget.
Jeg burde skrive noget mere om hverdagslivet og arbejdet hernede. Måske gør jeg det på et andet tidspunkt.
Der er så meget andet jeg også burde skrive om, men jeg får det ikke gjort.
I stedet spiser jeg kage med de andre volontører, hvor vi vurderer hvor god en kage er på en skala fra 1 til 5.

Gravkirken og Gravhaven.

Begge steder siges at være det sted hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Jeg var meget spændt på at skulle se disse steder, og havde forberedt mig ved at læse i min gave fra Sine og Peder. Nemlig Bibelen i lommestørrelse og på hverdagsdansk, så jeg kan medbringe den på tur og forstå hvad der står.

I bussen på vej ind til byen gennemgår jeg så min viden med Sine om Jesus sidste dage, og finder ud af at min mor har bildt mig forskellige historier ind i min barndom. Jeg har lært Bibelen. Plus bonusfabler.
Dette erfarede jeg da Sine grinede af mig og så uforstående på mig, da jeg kom til Jesus gang på Via Dolorosa og jeg fortæller om rødkælken som synger for Jesus mens den fjerner en torn fra kransen om hans hoved og får en bloddråbe på sig.
Da jeg erfarede at denne historie blot var en fabel, blev jeg straks nødt til at spørge om historien om hvorfor enhjørninger ikke eksisterer så også blot var en fabel. Sine havde aldrig hørt om at disse ikke nåede med på Noahs Ark, men derimod druknede og blev til havskummet på bølgerne.
Jeg ved godt at at bibelhistorien ikke er min stærke side, men pludselig fandt jeg ud af at meget af det jeg troede jeg vidste, blot er fabler som medfører grin fra de som kender til Bibelens historier. Tak for det, mor!

Vi tog ind til den gamle by i Jerusalem, hvor Gravkirken er placeret. Jeg ved ikke hvad jeg forventede af at stå i kirken, måske en eller anden religiøs åbenbaring eller et kæmpe sug i maven. Men jeg må med skam melde at jeg ikke rigtig følte noget. Jeg ville rigtig gerne, men det var simpelthen for svært at få ind i hovedet at man stod og så på den klippe hvorpå korset var og at man stod i det man sagde var Jesus grav.
I mit indre syn, ser jeg Golgata værende en bakke udenfor bymuren med 3 kors og graven værende en grotte i en klippe på en øde mark.
Her var Golgata ind ad kirken og 20 meter op ad trappen til højre, og bum. Så står man og ser på 3 afmærkninger i gulvet, hvor det siges at korsene stod.
Ned af trappen igen og 65 meter i den anden retning, ser man så et kapel ovenpå det sted, hvor det siges at Jesus var begravet og blev fundet af Maria Magdalena. Kapellet var nok 2x1 meter og virkelig klaustrofobisk. Det var svært at forestille sig at Maria Magdalena ikke kunne finde Jesus inde i graven ved første øjekast. Hun måtte have været i en seriøs mangel af briller, for der var ikke så meget plads Jesus kunne udfolde sig på.
Det var en vild oplevelse at se Gravkirken, men som jeg har prøvet at beskrive, var det svært at forholde sig til at det var i denne kæmpe kirke at det hele foregik.

Efter Gravkirken skulle vi se Gravhaven, et andet bud på hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Der er megen diskussion om hvor det hele efter sigende skulle have fundet sted, og Gravhaven er vist nok taberen. Men idet at Gravhaven rent faktisk er en have, og grotten hvor Jesus skulle være begravet var en mindre grotte i klippen, kunne jeg meget bedre forholde mig til dette sted. Det var meget fredfyldt til trods for de mange turistgrupper.

Tel Aviv

Jeg har faktisk ikke så meget at sige om Tel Aviv endnu. Til trods for at vi var afsted fra kl 8 om morgenen til kl 10 om aftenen (deraf er 4 timer brugt på transport).
Det eneste vi oplevede, var en masse butikker og boder på markeder som fik os til at bruge en masse penge. Begges rygsække var proppet med nyt bras.
Jeg lovede mig selv højt og helligt ikke at købe for meget den første måned hernede. Det har jeg slet ikke kunnet overholde. Jeg har jævnligt købt stort ind hernede. Jeg kan ikke styre mig. Jeg elsker ikke at bruge penge, men jeg ELSKER at købe nye ting.

Bibelstudie

Jeg ved godt hvad I tænker, jer derhjemme som kender mig. Astrid plus bibelstudie er ikke lige en ligning I havde set gå op. Men det er sandt nok, jeg har været til mit livs første bibelstudie.
Det var faktisk meget interessant. Først skulle vi definere vores tro og beskrive baggrunden for den over for hinanden og så havde Jakob, den danske præst, fundet et stykke i Biblen som vi alle skulle læse, reflektere over det og derefter fortælle hinanden hvad vi hver især får ud af det.
Jeg kunne ikke helt finde ud af det, men det var spændende at opleve hvordan de andre tolkede hvad de læste.
Efter at have læst stykket i Bibelen, så vi en kortfilm der omhandlede det samme efterfulgt af kage. Mmh, ja. Kage.

Oliebjerget

Jeg vil så gerne kunne beskrive denne dags oplevelser, men vi så ufatteligt mange steder og det er allerede ved at blive en lang smøre, så vil prøve at gøre det kortfattet.
Lise, vores volontørkoordinator og Jakobs kone, mødte os volontører (Sine, Peder, mig og ægteparret Simon og Mathilde i starten af tyverne som ankom onsdag d. 17) foran Liongate i den gamle by tæt på Oliebjerget og herfra gik vi opad bjerget.
Første stop var Mariæ Gravkirke, hvor det siges at jomfru Maria blev begravet.
Næste stop: Discipelgrotten, Grotha Getseteman, hvor Judas forrådte Jesus med et kys. Her gav også jeg Sine et kys, men har endnu ikke forrådt hende.
Herefter så vi Getsetemans Have. Det var faktisk en ret stor oplevelse, for selvom den var meget sirlig, var der mange oliventræer og man kunne godt forestille sig at det var her Jesus mødte sine disciple natten til Langfredag. Det eneste som ikke passede ind i mit indre billede, var at det var højlys dag.
Ved Getsetemans Have lå også All Nations Church. Ifølge traditionen bad Jesus og kæmpede med sin dødsangst ved klippen inde i kirken. Da vi kom herind var en spansk præst ved at bede. Det var sjovt at jeg kunne forstå små brudstykker af hans bøn og forstod da han sagde Fader Vor.
Længere op ad bjerget kom vi til den russsisk ortodokse kirke kaldet Maria Magdalene, navngivet efter Zar Alexander den Tredjes mor. Templet var dybt imponerende set udefra, men inden i kunne den godt trænge til en kærlig hånd.
Næst efter Maria Magdalene kirken gik vi op ad bjerget forbi de mest attråværdige gravpladser for jøder og hen til en udsigtspost over Jerusalem og Kedrondalen ved Dominus Flevit-kapellet.
Endnu et stykke godt op ad bakke, ankom vil til Pater Noster kirken, Fadervor-kirken. Denne kirke er placeret hvor det siges at Jesus lærte Fadervor. Hvem havde gættet det? Her stod fader vor på mere end 60 sprog.
Til sidst, men ikke mindst, så vi Mosque og the Ascension, Himmelfartshelligdommen, hvor man siger at Jesus for til Himmels. Dette sted er arabisk ejet, da muslimerne også tror på at Jesus var en stor profet, dog ikke lige så stor som Mohammed. Inde i denne kirke finder man også noget som liger et fodaftryk i en sten, og dette fodaftryk siges at være Jesus.

Jeg håber at jer som læser bloggen, er tilfreds nok med at jeg ikke går mere i detaljer, for så ville jeg aldrig blive færdig med at beskrive og det vil blive et meter langt blogindlæg - endnu længere faktisk, når nu at der er nogen som insisterer på at få billeder med.

Der er stadig flere ting jeg burde skrive noget om, og hvis jeg har overskuddet til det skal I nok få lov at læse om det i et andet blogindlæg. Men hvem ved, der er så meget kage hernede som skal smages. Og alle ved at intet skal komme imellem mig og et stykke kage.

Blå mænd

2010-02-20T18:45:00.004+02:00

Til den messianske gudstjeneste i lørdags fortalte en mand om projekt ELY som har til formål at rydde op i to timer i den arabiske bydel i det østlige Jerusalem.
Hverken Peder eller jeg havde nogle arbejdsplaner den dag, så vi blev enige om at deltage i dette projekt og mødte op i det østlige Jerusalem fredag kl. 12 og fik tildelt både en blå t-shirt, gule handsker og to plastiksække.

Mange mennesker var mødt op denne dag for at støtte op om projektet, så de arabiske gader var fyldt med mennesker i forskellige aldre og nationaliteter iført blå t-shirts og affaldssække, og som var godt i gang med at fjerne skrald fra gaderne. Og jeg kan sige jer at der var meget at fjerne. Det flød med skrald, til trods for at der lå containere med 200 meters afstand fra hinanden.

I starten blev der set på os med nysgerrige øjne, da vi kom en kæmpe flok marcherende ned ad gaderne med handsker og sække, men da det gik op for beboerne i området hvad vi havde gang i, fik vi venlige blikke og opmuntrende smil.
Nogle nabokoner kom med glas og iskoldt vand som forfriskning og nogle unge drenge på grænsen til teenagealderen kom og gav en hånd til.
Især var der en ung dreng som ikke ville lade mig, en kvinde, bære en tung madras alene. Han fejede mig væk og tog det hele selv og slæbte den hen til containeren, og da jeg i fælleshjælp med Peder skulle bære en fyldt skraldepose ned mod containeren, overtog han igen tjansen som en sand gentleman.

Det var dejligt at mærke hvordan at områdets beboere satte pris på vores indsats. De som stod for projektet fortalte, at da de ryddede op i området for et år siden, var de samme drenge som hjalp denne gang, slet ikke lige så hjælpsomme. Tværtimod havde de råbt op om at det var privat område samtidig med at de kastede sten mod de frivillige.
Peder oplevede at en dreng kastede sten imod ham. Da han fortalte mig det, spurgte jeg forarget om ikke han råbte af ungen. Men som Peder nu engang er, fortalte han at han blot havde trukket på skuldrene og bedt en bøn for drengen. En reaktion stik modsat min, hvis det var sket for mig.

Jeg er meget imponeret over de mennesker jeg er sammen med hernede. Tænk sig at have den mentale overskud og godhed blot at bede en bøn for de som forretter en, frem for at ønske at klappe dem en flad. Ikke at jeg nogensinde har udøvet korporlig afstraffelse mod noget som helst andet menneske, men ønsket om at give en lussing til et ubehøvlet menneske er ikke fremmed for mig. Jeg håber jeg kan lære af Peder og de andres mentalitet mens jeg er hernede.

Fødselsdag i det forjættede land

2010-02-14T12:28:00.006+02:00

Så skete det. Jeg fyldte 21 år. Og så endda i Jerusalem. Jeg forbereder jer på endnu et langt blogindlæg.

Fredag aften blev tilbragt med Shalom-aften hos præsteparret i selskab af de andre MTP-volontører (Meet the People, som er navnet på organisationen) og ægteparret Cecilie og Jeremy, der er repræsentanter for Dansk-jødisk venskab.
Da klokken var 3 minutter over midnat sang de fødselsdagssang for mig, og Lise fandt gaven frem fra hende og Jakob; en lækker pakke med showergel, deo og håndcreme samt en Carlsberg. Tænk sig at de allerede kender mig godt nok til at vide at øl er en af vejene frem til mit hjerte.

Min far og bedstemor ringede til mig da klokken var 12 i Danmark og sang for mig. Jeg blev utrolig glad, selvom min bedstemor ved en fejl havde fået en sovepille kl 18, havde hun holdt ud og holdt sig oppe til at kunne synge for mig ved midnat. Må ærligt erkende at i det øjeblik følte jeg et lille stik af hjemve. I år er første gang jeg fejrer år uden min familie.

Da Sine og jeg kom tilbage til Kærlighedshybelen, vores hjem, åbnede jeg en kold Tuborg, satte mig på vores tv-seng og reflekterede over mit 21. år og konkluderede at det har været awesome. Så tak til jer som har medvirket dette.

Til trods for at mit 21. år har været et vildt og heftigt år, blev jeg belønnet med lækkert vejr - både her og derhjemme.
Sine "vækkede" mig med fødselsdagssang, danske flag og fødselsdagsgave på sengen.
Morgenmaden tog vi på vores terrasse i solen med over 20 grader. Morgenmaden bestod af sabbatbrød, frisk frugt og chokoladecroissanter med Sine som bad en fødselsdagsbøn for mig og jeg kunne åbne min medbragte fødselsdagsgave fra Ann-Sofie. Det hele var så lækkert og jeg kunne ikke andet end at smile over hele fremøren.

Til frokost lavede vi guacamole med BBQ pringles, varmede pitabrød og lavede en lækker salat hvortil jeg drak endnu en af mine tuborg, som jeg købte på supermakedet forleden. Det hele var simpelthen så lækkert.

Vi skulle have spist noget kage til dessert, men vi var alt for forspiste. Kagen havde jeg ellers fået af workeren Elena og nogle af pigerne vi tager os af. Sammen med kagen fik jeg også chokolader, et duftlys med vaniljeduft og farverige balloner.

Ved 4tiden begyndte vi at gå imod byen, for vi skulle til en messiansk gudstjeneste kl 18, og på sabbatten er det en god ide at gå i god tid, i tilfældet at man ikke lige finder en taxa med det samme. Vi kom i rigtig god tid ind til byen, så Sine og jeg satte os på en cafe mens vi ventede på at klokken nærmede sig 18.

Den messianske gudstjeneste er nok noget af den mest syrede gudstjeneste jeg nogensinde har oplevet. Nu er jeg jo heller ikke så erfaren en kirkegænger, men denne gudstjeneste fortjener virkelig at blive beskrevet. Desværre kunne jeg ikke få mig til at tage billeder, så må beskrive det så godt jeg kan.

Udefra set, ligner bygningen en tilfældig kontorbygning. Oppe på 2. sal kommer man ind i et stort rum med rækker af lilla stole rettet imod en scene, og man bliver taget imod af nogle mennesker som udleverer et headset til os som ikke forstår hebraisk og derfor skal have den på engelsk.

Gudstjenesten startede med en times intens lovsang. Bandet bestod at en trommespiller i sit spillebur, en vokalist, et keyboard, guitar, bas, citar, bongotrommer og klarinet. Teksterne til sangene stod på storskærm på hebraisk-hebraisk, hebraisk med latinske bogstaver og til sidst en engelsk undertekst.

Folk gik fuldstændigt amok under lovsangen:

Der var hippiekvinden der dansede som om hun gennemgik en spirituel oplevelse.

Der var de unge fyre som hoppede rundt som var de til en hard core rockkoncert.

Der var børnene som dansede rundt i rundkreds

Der var den 40 årige mandlige jomfru med lyse lammekrøller, briller, en polo t-shirt proppet godt ned i cowboysbukserne, som dækkede over en lidt for rund kvindeformet numse og en mobil hængende i et etui på bæltet - overraskende nok var der en vielsesring på fingeren.

Der var den raffinerede bedstemor som førte an i en kædedans rundt i hele lokalet.

Der var en 70 årig gammel mand i bordeauxfarvet skjorte som dansede rundt i cirkler som små piger der prøver at danse ballet til musik.

Folk stod og bad inderligt til sangene og adskillige stod med armene rakt op og fremad. Alle levede sig 100 % ind i gudstjenesten.

Efter lovsang, kom prædiken. Den handlede om gavmildhed og tog udgangspunkt i både bibelcitater og prædikantens egne livserfaringer. Det var et meget spændende emne, men prædiken tog simpelthen en evighed, så mistede fokus helt til sidst. Det var lidt ærgerligt.

Efter en to timers lang gudstjeneste var vi (jeg, Sine, Peder, Mette og Lise) klar til at spise aftensmad på Foccacia Bar. Det var super lækkert, men desværre havde jeg ikke plads i maven til kage som dessert - og jer som kender mig, ved at jeg virkelig skal have været mæt så.

For at komme til vores bus, gik vi gennem Ben Yehuda (den centrale gågade) som vrimlede med liv, nu hvor sabbaten var ovre. Der var mennesker over alt, musik blev spillet forskellige steder og vi gik rundt uden jakker. Det var ikke til at fatte at det kun var februar, nærmere betegnet min fødselsdag.

Min 21. fødselsdag kan kun siges at have været rigtig god.

En ordentlig omgang information om livet hernede

2010-02-07T18:43:00.005+02:00

På tide med et blogindlæg
Nu er det vist på tide at jeg får skrevet lidt på denne blog, når nu jeg har reklameret så meget for den.
Vil lige starte med også at reklamere for Sines blog, hun har indtil videre skrevet langt flere indlæg end mig.
http://lillesinerejste.blogspot.com/

At komme frem

Rejsen mod Israel havde startede allerede søndag d. 31. januar kl 11 om formiddagen, hvor jeg forlod Sæby for at flyve fra Aab til KBH. Mandag morgen kl 4.45 hentede onkel Henning mig i KBH og sammen med kusinerne blev jeg kørt til Kastrup, hvor jeg mødtes med Sine og Peder, mine rejsekammerater de næste 6 måneder. Herfra fløj vi til Wien og videre til Tel-Aviv.
Tel-Aviv var rigtig smuk når man så ud over byen fra flyet, og da vi kom ud af lufthavnen glemte man straks alt om sne og kulde i lille Danmark. Der var høj sol og 20 grader - et bravour af en velkomst fra Israels side.
Vores volontør-koordinator, Lise Bach, som også er præsteviven, kørte os til præsteboligen. Her fik Sine og jeg vores første opgave - nemlig at finde supermarkedet og købe havregryn. Det lykkes, men det var alligevel noget af en mission at finde morgenmadsprodukterne. De lå nemlig spredt 4 forskellige steder i butikken.

Den første dag i Jerusalem

Tirsdag blev vi kørt til vores nye adresse, Beit Tamar på Leah Protar 21, Giv'at Masu'a, Jerusalem. Vores husmoder Haia tog varmt imod os og viste os et penthouse af en lejlighed. Vi har en hel nybygget fløj for os selv. Her er så stort at det giver ekko når vi taler.
Herefter hentede vi Peder på hans institution, San Simon, og kørte ind til byen. Først hovedgågaden Ben Yahuda, hvor vi fik købt israelske simkort. Derefter tog vi ind til den gamle bydel. Her mødte vi den anden danske volontør, Mette, som bliver her til foråret.
Vi fandt et sted med falaffel. Første falaffel faldt i god jord. Det er et pita med forskellige grøntsager og snask (dressing) og falaffelkugler bestående af friturestegte kikærter. Det lyder klamt, men var virkelig mums.
Herefter fik vi en lille rundtur i den gamle by med Grædemuren, Via Dolorosa og boder i massevis. Det var helt ufatteligt at befinde sig et så historisk sted velvidende hvor meget af den vestlige kultur bygger på historien som foregik her for 2-3000 år siden.

Den første arbejdsdag
Sine og jeg var ikke helt sikre på hvornår vi skulle arbejde, så for en sikkerhedsskyld mødte vi kl 6 og blev modtaget af Elena, en fantastisk kvinde som blev ved med at fortælle hvor højt hun elskede os volontører fra Danmark.
Elena viste os hvordan hun hjalp dem op om morgenen, hvorefter hun forklarer at vi slet ikke skal gøre det på den måde. Så hvordan morgenrytmen præcis foregår var vi stadig ikke helt sikre på.
På Beit Tamar er der 6 fastboende unge i alderen 21-27. Det er henholdsvis 5 kvinder og 1 mand, og heldigvis er de alle rigtig gode til engelsk. De er alle rigtig glade for vores hjælp og undskylder hver gang de beder om hjælp og takker bagefter. Det er lidt underligt at vænne sig til den evindelige høflighed, men formodentligt justerer begge parter sig til hinanden.

Nyttige hebraiske ord
Allerede første dag fik vi nogle af beboerne til at lære os forskellige hebraiske gloser. De mest nyttige er

* Shalom = hej / farvel / fred
* Mash lo mech / manish ma = hvordan går det?
* Beseider = fint
* Tov = godt
* Todah = tak
* Quien = ja
* Lo = nej
* Joffi = smukt / flot
* Jallah = skynd dig
* Rega = vent et øjeblik
* Shababa = fantastsik (slang)
* Ma = hvad?
* Bevakasha = værsgo / please

Allerede nu går det overraskende godt med at huske de forskellige vendinger. Og det hjælper at kunne dem, for ofte når man spørger på engelsk, svarer de andre workers med et hebraisk "ja" eller "nej" eller andre af ovennævnte gloser.
Jeg er blevet flydende til sproget når jeg kommer hjem ;)

En dansk gudstjeneste i Jerusalem - på en lørdag

Da jeg rejser med Israelmissionens Unge, kan jeg ikke helt komme uden om at der er en del kristne skikke jeg kommer til at følge. I lørdags, på sabbatten, var der gudstjeneste i den danske kirke beliggende i den gamle bydel kl 16.
Sine og jeg skulle arbejde fra 11-13 og 19-21, så at komme frem og tilbage til gudstejenesten ville være lidt af en bedrift. For på sabbatten lukker al transport, og vi bor ca 5 km fra centrum i fugleflugt, og Jerusalem er meget kuperet. Bare at komme med bus fra Giv'at Masu'a (vores område) og ind til den gamle bydel tager en hel time.
Man kan tage taxa, men da det er sabbat vrimler her ikke just med disse, så vi tog traveskoene på og begyndte at gå ind mod byen. Det tog sin tid, for vi bor helt uden for turistkortet. Vi må derfor have et ekstra kort i brug, men dette viste ikke nok af området, så vi måtte gå en kæmpe omvej for at blive på kortet og dermed kunne følge med i vejen. Efter en times trav op og ned af bakker med resultatet af kun at være nået godt 1/3 af vejen, fandt vi endelig en taxa som kørte os resten af vejen.
Vi kunne selvfølgelig ikke finde kirken, så vi fandt frem til grædemuren hvorfra Peder måtte hente os.

En meget anderledes gudstjeneste

For det første befandt jeg mig i Jerusalem
For det andet var det ikke en kæmpe hvidkalket kirke som jeg kender det fra Sæby.
For det tredje var præsten ung, nemlig Jakob på 31, som jeg allerede kender pga Lise, vores koordinator.
For det fjerde fik jeg et kram af præsten, idet jeg jo allerede kendte ham.
For det femte var der storskærm i kirken med tekster til lovsange akkompagneret af præsten iført en guitar og Peder på bass.

Men jeg må erkende at jeg virkelig syntes godt om gudstjenesten. Selvom jeg ikke selv er troende, var det enormt spændende at høre prædiken og høre måden hvorpå bibelens ord blev formidlet.
Det er ikke som jeg husker det fra gudstjenesterne i Sæby kirke, men dem hører jeg også kun til jul og tilbage til dengang jeg gik til konfirmationsforberedelse.

Generelt har jeg et godt indtryk af Israel, Jerusalem, Beit Tamar og menneskene omkring mig. Jeg er sikker på at jeg får 6 spændende måneder med masser af gode minder.

Hold jer muntre derhjemme og drik en øl for mig. Man kan få både Carlsberg og Tuborg hernede, men det er ikke helt det samme.

Cheers

Astrid, nu som online

2010-01-08T15:04:00.002+02:00

Lige nu sidder jeg på Diakonhøjskolen i Århus på et volontørkursus. Vi forbereder os til at blive volontører rundt omkring i verden, og i øjeblikket opretter vi blogs, som alverdens mennesker kan læse om vores oplevelser mens vi er afsted. Jeg er online.

Vi er forskellige piger som skal forskellige steder hen med forskellige organisationer, så vores blogs bliver meget forskellige. Lidt utroligt hvor mange gange man kan indsætte ordet "forskelligt" i en enkelt sætning. Men ordet "forskel" er et meget centralt ord for de næste 6 måneder i mit liv.

Det er så nu at jeg burde filosofere over ordet "forskel" og komme med adskillige bud på hvorfor ordet "forskel" er et centralt ord, men jeg kan ikke umiddelbart forholde mig til tanken om at filosofere online, hvor alle kan læse. Så jeg lader være. Måske jeg åbner mig mere op under mit ophold. Hvem ved? Det finder man kun ud af ved at følge mine blogs.